Det sunkne land

er en roman om anden verdenskrig, set fra en ny synsvinkel. Fortælleren er en følsom, fantasifuld og tænksom lille dreng, som vokser op på et tilsyneladende fredeligt sted.

Det er svært for Lars at komme til rette med de voksnes indviklede verden; man fortæller ham ikke tingene, som de er, og han må igennem mange komiske misforståelser.

Nogle voksne er rare, andre er uhyrer. Ude i havet ligger det sunkne land, og hvad nu, hvis minerne slår hul i diget? I hans verden er soldaterne ved lytteposten og strandvaskerens genfærd på kirkegården lige virkelige. Men der findes også trygge stunder på faderens knæ eller hos gamle mennesker, der er fulde af historier.

Og begivenhederne går deres ubønhørlige gang, indtil Lars’ verden synker.

DET SUNKNE LAND 
Fyens Stiftstidende 15. september 1988 
Stormflod i barnesind 
Intens roman fra barndomsland 
Romanens jegfortæller er en bitte knægt, der tumler med angst, med at forstå de voksnes sære halve forklaringer på alting og med store ting i sit tænksomme hoved. Drengen Lars er pastor Løgums søn. Tiden er årene under Anden Verdenskrig. Stedet er en landsby i det sydvestjyske marskland. Vilslev kaldes lokaliteten, som dog lader sig placere, hvor Vester Vedsted ligger syd for Ribe.
Krigen er til stede som en deling tyskere, der betjener en lyttepost på diget. Som et engelsk bombefly, der i et inferno af ild styrter ned fra himlen. Som en strandvasker, der driver op fra dybet. Som forskellen mellem biler med generator- og benzindrift.
Set bort fra disse ydre spor af krigen, så er den også en kulisse, som gør det muligt for lokalsamfundets beboere at spille nye roller. Nogle arbejder for tyskerne af nødtvang, andre iscenesætter deres skinhellige danskhed, da de er forsikrede om, hvem der vil vinde krigen. Pastor Løgum handler ud fra et menneskeligt princip, og det kommer ham dyrt at stå – også for drengen.
Krigen er halvt en mystifikation, halvt en forklaring på tilværelsens ulave i drengens fantasi. Han forestiller sig, at en mine eller ubåd en dag render mod havdiget med stormflodsoversvømmelse og landets undergang til følge. Han forstår, at nazisterne er personifikationer af Djævlen, men splittes i erkendelsen, af at Satan også kan tage andre dragter. Han kæmper for at finde Guds finger i spillet og forstår ikke Guds sære motiver.
Dur Gud til noget? Hvorfor viser han ikke sin almagt? Eller er Satan stærkere end som så, og er han legemliggjort i det næsten opløste strandvaskerlig, som drengen ser et glimt af, og som ustandselig forfølger ham?
Drengens tanke-tumlerier og undertiden næsten ubændige angst er uhyre intenst skildrede. Man krible-krabler koldt ned ad ryggen med ham oppe på kirkens hvælvinger, da en ugle slår op.
Brokvis forstår drengen, at det onde og det gode er sammenfiltrede. Der er slemme og nedværdigende situationer sammen med mobbende kammerater, der er angsten alene i mørket, men der er også gode og trygge stunder blandt voksne.
Til sidst tvinges præstefamilien ud af byen. Derved går en barnefantasi i opfyldelse. Lars har hørt om det land, der for hundreder af år siden forsvandt i en stormflod ud i havet. Han har frygtet, at hans barndomsland skulle følge. I afrejsens stund synker landet faktisk bag ham. Ribe Domkirkes tårn stritter lidt imod, men er også snart væk.
Predbjørn har en dejlig evne til at sammenholde myte og realitet, drengefantasi og hverdagsliv. Tæt og sikkert kravler romanen ind i drengens sind og i et typisk lokalsamfund anno 1940’erne.
Det er en glimrende roman. Sjældent at se en drengs oplevelser så pulserende levende, men også skræmmende. 
Johs. Nørregaard Frandsen