Dyrlægens Johannes.

Hvorfor havde dyrlægesønnen Johannes V. Jensen fra Farsø et så kompliceret forhold til sit hjem og fødebyen? Hvorfor var hans far spiritist? Hvilke oplevelser havde man i den synske kreds omkring faderen? Hvad foregik der i hjemmets spiritistiske seancer? Hvilket forhold havde Johannes V. Jensen til alt dette? Og hvilken baggrund har hans Himmerlandshistorier i den lokale virkelighed?

Bag Dyrlægens Johannes ligger et litterært detektiv-arbejde. Bogen forsøger at opklare en del ubesvarede spørgsmål. Johannes V. Jensen fortav adskilligt, og andre fakta digtede han om på, så de stemte overens med det billede af sig selv, som han ønskede at give offentligheden.

Men selvom Johannes V. Jensen udadtil tog afstand fra sin familie, dens livsanskuelse og mangt og meget på fødeegnen, blev han dog ved med at være – Dyrlægens Johannes!

DYRLÆGENS JOHANNES 
Morgenavisen Jyllandsposten 26. november 1996 
Johannes V. Jensen: mennesket bag myterne 
Af Ejgil Søholm  
Folk i Farsø brød sig ikke om Johannes V. Jensen. Anerkendte ham nok som den store forfatter, men personen kunne de ikke lide. Og det forstår man godt, når man har læst Vagn Predbjørn Jensens bog om den berømte himmerlænding, hans barndomsmiljø og hjemegn. Jensens fejde med familien, ikke mindst med søsteren Thit, er der skrevet om tidligere - bl. a. af Jens Andersen i Den sidste valkyrie fra 1900. Men også slægtsfejden og det øvrige biografiske stof får man nye indgange til hos Predbjørn Jensen.
Det var ikke kun forfatterens far, dyrlæge Hans Jensen, og søster Thit, der gav sig af med det okkulte. I hjemmet samledes en hel kreds af clairvoyante. Spiritismen havde formentlig også tag i Johannes V. Jensen, og der er ikke tvivl om, at han må have været intellektuelt engageret i den parapsykologi, som faren skrev videnskabelige artikler om. Men med det image som fritænker og positivist, Johannes V. Jensen senere skabte sig, måtte han nedtone den interesse og lægge afstand til de okkulte fænomener.
Imidlertid har han i nogle af sine myter med stor indlevelse skildret oversanselige oplevelser og erfaringer. Og med Andre Bjerke hævder Predbjørn Jensen, at den store ”darwinists” udviklingslære var ”bestemt af Goethes spirituelle naturvidenskab og Platons idelære, og ikke af positivisme”!
På sin barndomsegn blev Jensen modsat Blicher en fremmed. Og det er Predbjørn Jensens begrundede påstand, at han også var fremmed over for sig selv. ”Man må spøge om nogen anden digter af et sådant format har været lige så ubevidst om sit eget sind.”
Det er en både informativ litteraturhistorisk bog om Jensens stof som digter og et spændende studie i hans forkrampede personlighed med alle dens fortrængninger og attituder, Vagn Predbjørn Jensen har skrevet. Romanskriverens Farsø-ferier har været godt anvendt.