En af dagene

skildrer en dag i den gamle kunstmaler Christian Lyngsaas liv: hans strid med ensomheden og alderdommens forfald, hans endnu intakte ambitioner om at skabe billedet – kunstværket – som skal sikre hans kunstneriske ry. I glimt ser han tilbage på sin bevægede tilværelse. Dramatiske hændelser i modstandskampen under den tyske besættelse. Sejre, tab og nederlag i kærlighedslivet. Venskabet med den dæmoniske Hugo. Den katastrofe som ramte hans ægteskab.

Romanen er som flere tidligere en selvransagelsesroman, hvis grundstof består af lige dele traumatiske oplevelser, fortrængte erindringer og et ukueligt håb.

EN AF DAGENE 
Morgenavisen Jyllandsposten 28. marts 2000 
En dag på halvtreds år 
Ikke én sætning skurrer i Vagn Predbjørn Jensens både kloge og spændende roman ”En af dagene”  
Af Ejgil Søholm 
”En af dagene” er ikke Vagn Predbjørn Jensens første selvransagelsesroman, men det er den bedste. Og det siger ikke så lidt. Der er ikke tale om kamufleret selvbiografisk stof, for forfatteren var fire år, da Danmark blev besat i 1940, og de hændelser udspillede sig, som næsten alle romanens tråde udgår fra.
Vi er i Mårup på Vestkysten i nutiden. Den gamle maler Christian Lyngsaa, i hvis liv og erindring romanen foregår, er gift med Ruth, tidligere lærer, nu stærkt senil, men fysisk fungerende. Han tager sig kærligt af hende og forsøger samtidig at holde gang i maleriet. Denne tilværelse i omsorg og fortroligt fællesskab - meget smukt skildret - er uden kommunikation på det intellektuelle plan. I ensomheden kommer fortiden til Christian i mere eller mindre drømmeagtige erindringsglimt. Af dem kan læseren stykke historien sammen. 
Krig og kærlighed 
Ungdommen i Århus under besættelsen stod i kunstens, krigens og kærlighedens tegn. Christian elskede Helle, som var model for de unge kunstnerspirer. Det andet par var Ruth og Jørgen. Alle var de involveret i Hugo Hassings modstandsgruppe. Jørgen bliver dræbt under en sabotageaktion og Helle skudt ned på en måde, der mere ligner en stikkerlikvidering end et Gestapo-mord. Da Christian via Frederikshavn er sluppet til Sverige, bliver også Hugo skudt ned. Af hvem og hvorfor? Han overlever dog og forsvinder en tid ud af historien.
Der bliver et par ud af de to overlevende. Ruth er den stærke i forholdet, som holder også til Christians længerevarende affære med en yngre kunstnerkollega. Større prøvelser kommer de ud for, dels da sønnen Svend drukner, dels da Hugo fra fortiden pludselig dukker op i hjemmet mere end 25 år efter krigen. Det afklarer en del, men lader endnu mere belastende mistanker sive ind og rumstere i Christians bevidsthed.  
Valget og troen 
Mere skal ikke røbes om den forfærdelige aften, hvor pistolerne er fremme, og dolkene glimter i ærmet på den sataniske Hugo. Scenen falder til sidst i bogens erindringskronologi og har en krimieffekt af samme styrke som slutningen på Predbjørn Jensens 1997-roman ”Glasvæggene”. Blot så meget: Christian indser ude i tovene, at ”der skulle vælges nu. Enten måtte han have tillid til Ruth - eller leve videre i et helvede af uvished.”
Han vælger. Og nu, da hun (i romanens nutid) er senil og helt afhængig af ham, kunne han ikke drømme om at svigte hende. Baggrunden for deres samliv er den dyrekøbte erfaring, at rene hænder ikke er et begreb af denne verden. Hverken i krig eller kærlighed. Motiver mellem mennesker er altid blandede. Det handler om tro og tillid. Predbjørn Jensens menneskekundskab ligner livsvisdom. 
Drøm og håb 
”En af dagene” er i sin enkelhed en fremragende og dobbeltdækkende titel. Bogen foregår i løbet af én dag, en af de mange lange tilsyneladende så ens hverdage med samme ritualer og rutiner. Og kunstneren, der har bevaret håbet, tænker - lige før søvnen overmander ham: ”Måske kunne han skabe det definitive kunstværk i morgen. Eller måske i overmorgen. Men i hvert fald en af dagene.”
Og bogen slutter: ”Så blev han båret ud over havet, der lå dybt nede som en levende, grågrøn slette uden skibe, uden øer, uden grænser.”
Drømmende og virkeligt, åndeligt og anskueligt. Hvem skrive så ualmindeligt gode romaner om ganske almindelige mennesker som Predbjørn Jensen for tiden? Ikke én sætning skurrer, og ikke ét sted i den suverænt sammenklippede historie er læseren i tvivl om, hvor han er. Predbjørn holder af menneskene, selvom han véd så meget om dem.
På mange måder ligner bogen en film. Men lad dem ikke få den! Alt det, der hedder stil, og alle de utroligt præcise detaljer ville blive forrådt på lærredet. Men et mega- bogkluboplag kunne man godt unde de mange læsere af en god, smuk og spændende historie.