Glasvæggene

foregår i Tyskland umiddelbart efter krigens afslutning. Landet er udbombet, de allierede har overtaget styringen, nazi-spidserne stilles for retten i Nürnberg.

Et tidligere pensionat i en lille sydtysk kur- og badeby er nu logi for boligløse efter krigen. Romanens 11 skiftende fortællere, beboerne i Pension Hipfel, fører læseren ind i et spindelvæv af skæbner, som krydser og har krydset hinanden. Vi møder blandt andet Rubinstein, en ung jødisk mand, som har overlevet Auschwitz, SS-lægen som har skaffet sig en ny identitet, en fremtrædende nazists elskerinde, en ung kvinde som forsørger sin forældreløse søster ved prostitution … Alle med en fortid og en historie, hemmeligheder og fortrængninger, som skaber grobund for voldsomme konflikter og dramatiske hændelser.

GLASVÆGGENE 
Fyens Stiftstidende 26.marts 1998 
Gennem mørke mod lys 
Vagn Predbjørn Jensens Glasvæggene er psykologiske skæbnefortællinger af fornemste karat 
Af Johs. Nørregaard Frandsen 
Tyskland bløder! Huse, byer, landskaber, mennesker og - ikke mindst - menneskenes sjæle: Alt er knust. Vi befinder os i Tyskland umiddelbart efter krigens afslutning i 1945. Symbolsk nok på et tidligere kurbad, hvor det rensende mineralvand endnu springer fra Jordens indre. Det lille, tidligere pensionat i Bad Wilfingen er nu logi for en forpjusket samling boligløse. Deres liv er forbundne, men de ved ikke hvor dybt. Og de ved ikke hvor smerteligt ondt.
Romanen Glasvæggene har 11 fortællere, pensionatets beboere, der på skift bærer stemme og dermed synsvinkel. Elendighedens riddere, gjort til vrag af nazismens og krigens helvede på jord. Der er Josef, som er overlever fra Auschwitz, samt bødlen, en SS-læge med ny identitet. Der er søstrene Waldtraut og Erika, der har beskyttet hinanden ved at lade sig voldtage. Der pensionatets indehaver, som endnu bevarer Hitlers heltebillede i hjertet. Der er den gamle greve, der bærer billedet af slægtens stamhus i sit hjerte. Der er moderen, der må stjæle kul eller købe kul med sin krop for at holde frosten og feberen fra sine børn. Der er afstumpethed, begær, vold, sult, elendighed, kulde, kynisme og uudholdelig smerte i de ødelagte menneskesind.
Vi følger disse vrag på sejladsen over hadets hav. De sejler ikke frit, men styres af hadets bånd. Indtil de endelig tørner sammen i opgør, og skæbnens glasvægge splintres.
Skønt det er ødelagte skæbner, og skønt det er en fortælling om katastrofe og vraggods, så peger romanen dog på det umådelige overskud, som mennesker kan rejse på trods af vilkårene. Den gamle greves æresfølelse, moderens opofrelse for sine børn: Der tændes et håb, en lysbue af vilje til at komme videre. Og sådan munder romanen da også ud i en hyldest til dem, der når frem til den mørke tunnel, og som tør passere den på vejen mod lyset.
Predbjørn Jensen har skrevet en roman, der ryster og imponerer ved sin indsigt, og som er så frydefuldt godt fortalt. I sin forrige roman, Solkysten, skildrede Predbjørn et menneskes skæbne, som var bundet af en opvækst i det dansk-tyske grænseland. I Glasvæggene lukkes det historiske panorama yderligere op. Ned i stanken fra nazisterne og Auschwitz. Og fortrængningerne er de samme. Den lille, lede sladderhistorie i det lokale samfund er strukturelt ikke forskellig fra Hitlers vanvittigt iscenesatte helvede.
Predbjørn Jensens skildringer af menneskers sjæledybder og de mulige, men vanskelige veje mod lys og større indsigt bliver stadig mere uafviselige som vidnesbyrd om en rig kunstnerisk udfoldelse.