Havet omkring Jorden

indeholder syv noveller, der handler om danskere gennem de seneste to hundrede år.

En mand er faret vild i Vadehavets tåge, og højvandet kommer. En lille pige frygter krigens gru, personificeret ved en ilanddreven sømand. En udbrændt digter finder ikke mere livet værd at leve. En ensom dreng lider under en ældre kammerats sadisme. En gammel fisker kan ikke affinde sig med ødelæggelsen af hans verden.

I de spændende noveller spiller havet hver gang en rolle som naturmagt - og som kræfter i personernes sind.

HAVET OMKRING JORDEN 
Information 18. april 1990  
Skæbner i et landskab 
Af Ejgil Søholm 
Syv gode og stærke historier fra flere tider og danske egne, men alle med havet rumsterende i baggrunden som erindring, dragning eller som skæbne. I en af dem kommer døden til Grejs Bjerrum med tidevandet i Vadehavet mellem Vester Vedsted og Manø, i en anden fordeles skæbnens hårde slag over et helt kvindeliv.
Også barnets verden kan Predbjørn Jensen skildre med overbevisende indlevelse. Han når viden om i sindets landskab, fra angst og gru til mod og håb. De store oplevelser bærer et stykke. Men der er ingen billig nostalgi og romantik i historierne. ”Det var svært at holde livets glans ved lige i hverdagene.” Sådan lyder en af personernes hårdt prøvede livslære.
”Der var ikke mere at leve for. De var ved at ødelægge hans verden.” Det er den gamle fisker, der ser sådan på det i afslutningsnovellen ”Båd i solen”. Han dør, da hans tid er omme, men inden da har han overleveret sin erfaring til en lille fregnet og rødhåret dreng, der kan sejle hans båd ind i fremtiden, fuld af forhåbning og livslyst.
Samlingens første novelle hører til de smukkeste. Her er vi tilbage i 1700-tallet – med den gamle biskop Brorson på visitatsrejse for at prædike troens oplivende ord ”for sine sognepræster i denne lunkne og vankundige tid”. Under besøget hos herr Jens, et af stiftets forhærdede tidselgemytter, kommer himlens lys endnu engang til den gamle pietistiske digter, der troede kilderne udtørret.
Sådan må det være gået til! ”Her vil ties, her vil bies” – dette sprogmusikalske mirakel i dansk poesi – må naturligvis være dikteret af Himlen. Efter den oplevelse er Brorson grebet af en altruistisk eufori; selv en så frossen troens broder som herr Jens er omfattet af hans ydmyge menneskekærlighed: ”I kan magte det grå liv uden at fortvivle. (…) Men I vil aldrig fatte den fryd, som hjertet føler i sin største klemsel. En usynlig bue har i dag strøget hen over mit sind og aflokket det klange, som kan vække anelse om den uudsigelige skønhed bag denne lave egn.”
Det er et godt – og nødvendigt - fortællergreb at skifte til 1. person i denne slutning. I det hele taget er novellerne præget af stor sproglig omhu. Men det er ikke bare gammelordsgenbrug. I de bedste historier bærer sindet teksterne over i kunsten.