Løv som vinden jager

En historisk roman med en bred, farverig og spændende handling. Vi befinder os på Læsø i 1600 tallet. Befolkningen skamhugger skoven, der for dem blot er brændsel til øens saltindustri. Følgen bliver, at sandflugt ødelægger markerne. Da naturen ikke kan udplyndres yderligere, går man over til røveri og drab på strandede søfolk. Og øvrigheden deltager i lovløsheden. Her – og på denne tid vokser hovedpersonen Gertrud op hos sin bedstemor, en sidste bærer af en urgammel visdom. Som voksen bliver Gertrud en fører for øens kvinder og skaber en ny – matriarkalsk – orden i det lille øsamfund.

LØV SOM VINDEN JAGER 
Information 15. maj 1985 
Sandflugt og kvindemagt 
Historisk Læsø-roman 
Af Ejgil Søholm  
Læsø oplevede i 1600 tallet en menneskeskabt miljøkatastrofe. Man drev rovdrift på øens skove for at holde saltproduktionens gryder i kog. Læsø blev øen uden læ, så sandflugten fik frit spil. Den hærgede så voldsomt, at det nordlige Hals Sogn blev affolket og kirken lukket i 1722.
Samfundet ændrede struktur. Salteventyrets opsparede kapital sikrede skudefarten en kort opblomstring, og senere måtte mændene i vid udstrækning påmønstre langfartsskibe. Hjemme måtte kvinderne tage hånd om landbruget. Der udviklede sig noget i retning af en matriarkalsk kultur.
Men Læsø blev også pisket af andre svøber end sandet. Af øens to tusinde indbyggere blev 238 mænd indkaldt til krigsflåden under den skånske krig (1675-79), og kapere tyndede ud i skudehavnens nyvokste masteskov. Alleralvorligst var måske de skader, som en magtgal og korrupt embedsstand forvoldte. Hor, druk, vold og andet fordærv gik i svang under en øvrighed, der afstumpet og brutalt plagede ikke bare Læsø, men alle vanskeligt kontrollerbare udkanter – jvf. f.eks. forholdene på Færøerne som skildret af William Heinesen i ”Det gode håb”. 
Sådan er realbaggrunden for Vagn Predbjørn Jensens roman ”Løv som vinden jager”. Også den historiske kronologi overholdes nøje. I denne annalistiske ramme fungerer et omfattende persongalleri med en bærende kvindelinje. Fra gamle Barbara, som troede på mere end præsten, til hendes barnebarn Gertrud, bogens egentlige hovedperson, der kommer til at stå som kvindemagtens kraftcentrum, stærkere end både præst og foged.
Barbara er en næsten mytisk figur. ”Igennem hende blev Gertrud verden var”, som det hedder med en af de lidt flotte formuleringer, som forfatteren har en vis svaghed for. Om Gertruds død på sidste side – på kirkegården nær Barbaras kors – hedder det: ”Hun trådte ud af tiden. Men i afskedens uendelige sekund fandt hun omsider, hvad hun søgte. Hun blev suget ind i en hvirvel af fryd og smerte, enheden, tingenes inderste væsen. Da hun sank ind mod dens midte, blev der tyst. Her var forvandlingens stilhed, hvor det svundne og det kommende blev et.”
Bogens titel er efter ”Min sjæl du Herren love” efter Salme 103. Den var Barbaras yndlingssalme og blev sunget ved hendes begravelse. I slutningen af romanen bruger Gertrud disse ord over for den kloge aftægtsmand Christoph Enøre: ”Vinden jager os, og vi forgår hver på sit sted.” Han svarer:
”Det er sandt. Men det er ikke hele sandheden. Bladene kan lægge sig en stund og lune hinanden. Og bliver de liggende, forvandles de til muld.”
Romanen har en bred, farverig og spændende handling, og forfatteren styrer den sikkert. Dog kunne man godt indimellem ønske sig, at han havde tyndet lidt ud – han ved så meget og vil gerne have personer og fortælling til at formidle det hele. Humoren sprudler ikke ligefrem. Men der var jo heller ikke så meget at grine ad på Læsø i de dage. For folk, der gerne vil blive klogere – f. eks. på historien – mens de læser, er bogen en guldgrube.