Parentesen

Besættelsestiden og dens følger har været skildret med mange synsvinkler. Men her er en fuldkommen ny.

Forfatteren, der voksede op i Vester Vedsted ved Vadehavet, havnede på grund af farens arbejde på den tyske side midt under krigen.

Det er den centrale erfaring i Vagn Predbjørn Jensens erindringsbog – beretningen om noget så sjældent som en dansk drengs ophold i nazitidens Tyskland. Luftangreb. Det tredje riges sammenbrud og den amerikanske besættelse.

Han havde været på det forkerte sted på det værste af alle tidspunkter. Men efter hjemkomsten til Danmark meldte der sig problemer af en anden slags. Det tog årtier at vedkende sig skammen og komme til rette med fortiden. Og prøve at forstå hvordan forældrene kunne vælge så skæbnesvangert forkert?

Parenteser sætter man rundt om noget, som man helst vil skjule, fordi det er skammeligt i andres øjne. Det er en befrielse, når man omsider kan hæve parentesen og fortælle frit, hvad man hidtil har skjult. Vagn Predbjørn Jensen nåede før sin død i efteråret 2006 at færdigskrive disse erindringer.

Den uskyldigt skyldige 
Politiken 05.10.2007  
Den nyligt afdøde forfatter Vagn Predbjørn Jensens erindringsbog 'Parentesen' udgives nu posthumt. Den fortæller om noget så sjældent som at vokse op som dansk dreng i Tyskland under Anden Verdenskrig og om en livslang kamp med at forstå forældrenes fatale valg i 1943. Vagn Predbjørn Jensen:Parentesen.Tiderne Skifter, 176 sider, 249 kr. 
Vagn Predbjørn Jensen, forfatter til en lang række romaner med ikke mindst historisk stof, døde sidste år, 70 år gammel, efter en årrække med invaliderende sygdom.
Lige inden han døde, nåede han at udgive nogle erindringsessays, 'Glimt'.
Nu kommer hans egentlige erindringer, som har ligget færdige siden 2000, mens han stadig var ved magt.
De er forblevet i skrivebordsskuffen i seks år, fordi han ikke ville have dem udgivet, mens hans mor levede. Hun døde tre måneder før sin søn. Ingen af dem nåede således at se bogen udkomme.  
Kold luft  
'Parentesen' hedder den, med henvisning til en livsperiode, der kom til at forme forfatterens liv afgørende. Han voksede op i Tyskland fra 1943 til 1947, et dunkelt kapitel i familiens historie, hvis skygger aldrig senere forlader dem.  
Nu træder de lyslevende frem i en beretning om en lille dansk drengs opvækst i krigens Tyskland, derefter i den amerikanske besættelseszone og senere hjemkomsten til Danmark og et helt liv levet med den nagende følelse af at have været det forkerte sted på det værst tænkelige tidspunkt.  
Faderen var præst i Vester Vedsted ved Vadehavet, da han i sommeren 1943 søgte sin afsked og drog til Bad Nauheim i Tyskland i et luftigt håb om, at en pensioneret professorven kunne skaffe ham ind som dansk lektor i Kiel. Hans gravide kone og de to små sønner fulgte efter i oktober.  
Baggrunden var til dels, at luften var blevet noget kold omkring præsteparret, efter at tysk udstationerede venner fra studietiden havde besøgt præstegården. Forældrene troede også på en tysk sejr. Men nazister var de angiveligt ikke.   
En blufærdig mand  
Totalt afstandtagende kan de heller ikke have været - så rejser man ikke til Hitlers Tyskland på dette tidspunkt, ræsonnerer Vagn Predbjørn Jensen i forsøget på at forstå den beslutning, som han har kæmpet livslangt med at få på plads.  
Den fortidsdyrkende præst har måske været tiltrukket af nazismens kærlighed til gamle almuedyder og ønsket at bekæmpe kommunismen. Men hvordan kan en mand, der samtidig går ind for et Danmark til Ejderen, være så politisk forvirret, at han vil slå sig ned i Tyskland med hele sin familie?  
Svarene finder Vagn Predbjørn Jensen aldrig fuldstændigt, selv om han angiver mange muligheder, og det kan undre, at han tilsyneladende ikke har konfronteret sin far med sine spørgsmål. Han var en blufærdig mand, hedder det. Og Predbjørn Jensen får i øvrigt som ung mand nok at gøre med at hjælpe faderen med at finde fodfæste i Danmark.   
Parentesen fylder  
Inden da hører vi om de fem års opvækst i Bad Nauheim, hvor den pensionerede professor ikke kunne hjælpe faderen, der i stedet fik ansættelse i Weltdienst, et institut til oplysning om jødespørgsmålet. Den kristne far var ansat i et antisemitisk institut, hvor han skulle oversætte artikler fra nordiske aviser, der nævnte ordet jøde!  
Predbjørn gik i tysk skole, og familien var ved at segne af søvnløshed, fordi de hver nat skulle styrte i beskyttelsesrummet. Vi hører også om et kulturelt liv med koncerter og teater. Da krigen var slut, blev faderen natportier på et hotel, senere underviste han i engelsk, og tilbage i Danmark i 1947 kæmpede han sig igennem som lærer på private skoler i landets udkanter, først Læsø.  
Familiens forsøg på at overleve med det uafvaskelige stempel landssviger er en bevægende skildring af en dreng og mands kamp med følelsen af at være den uskyldigt skyldige. Erindringsbogen opholder sig ikke kun ved parentesen, men giver et fuldt overblik over Predbjørns liv på Læsø, gymnasietiden hos bedsteforældrene i Odense, soldatertid, læreruddannelse, den første stilling i Skagen og de første forfatterforsøg.  
Bogen er også et tidsbillede, men det er unægtelig parentesen, der fylder bogen. Også Predbjørns liv, for han engagerede sig i kampen for, at faderen igen kunne komme til at virke som præst.   
Sin vigtigste bog  
Hvor længe skal man forfølges af sin fortid? Kirkeminister Bodil Koch gav den unge Predbjørn kontant svar i 1958: Ni præster blev dømt for mindre, og retsopgøret skulle der aldrig pilles ved. Det svar slog Predbjørn sig ikke til tåls med. I 1970 vandt faderen en retssag - årtiers optakt er udførligt beskrevet og i sig selv juridisk interessant - og blev præst igen i fem år. Han døde udslidt som 71-årig året efter.  
Vagn Predbjørn Jensen er i sin erindringsbog optaget af at forstå og forsvare sin far snarere end at anklage ham. Større sønlig loyalitet skal man lede længe efter. »Jeg ved godt, hvorfor du er så dygtig til tysk«, siger en skolekammerat. »Tyskersvin«, råber andre. Sønnen slipper ikke for faderens synder, og hvordan han tager dem på sig, er i sig selv en gribende historie.  
En vis bitterhed spores i fremstillingen af de mange, der trådte frem efter krigen som helte på et meget spinkelt grundlag, eller optrådte kujonagtigt og i Predbjørn Jensens version overretfærdigt, som f.eks. nogle navngivne biskopper og embedsmænd.  
Det har altid undret mig, hvordan Predbjørn Jensen kunne skrive så indlevet om forholdene i Tyskland under krigen. Nu ved jeg hvorfor. Ærgerligt, at han ikke løftede parentesen før. Nu er vi afskåret fra at diskutere med ham. Men han fik afrundet forfatterskabet med sin vigtigste bog.  
af May Schack