Regnskab 
I Regnskab møder vi allerede i første kapitel romanens tolv fortællere. Det sker på befrielsesdagen den 5. maj 1945. En af dem har skjult sig på loftet med en pistol. En af dem ligger dødssyg på et svensk hospital efter ophold i en koncentrationslejr. En bliver afhentet af frihedskæmpere, fordi han har været værnemager. En lever i Sverige med falsk identitet. En bliver arresteret som Gestapo-mand... Og alle de tolv historier er indfiltret i hinanden. 
Hvordan er disse personer havnet i så ekstreme situationer? Og hvordan bliver deres skæbne fremover?  
Regnskab er både en psykologisk spændingsroman, en slægtssaga og en beretning om perioden 1925-50, hvor samfundet gennemgik voldsomme forandringer. Den er en fortsættelse af romanen Strømme, men kan læses uafhængigt af denne.
Fyens Stiftstidende 23. marts 2005 
ROMAN: Vagn Predbjørns "Regnskab" er et iskoldt sjæledrama 
Af roman Vagn Predbjørn Jensen: "Regnskab" ****** 
Det er opgørets tid, regnskabets time. Solen skinner forlokkende, og det er befrielsens dag den 5. maj 1945.
Men de 12 personer, som på skift bærer fortællerstemmen, og som udgør det spændstige netværk i Predbjørns nye roman, er ikke befriede. Tværtimod.
En afhentes af frihedskæmperne og dømmes for værnemageri.
En ligger dødssyg efter ophold i kz-lejr.
De fleste af personkredsen er ramte eller sårede på sjælen. De befinder sig hulter til bulter på rette eller forkerte sider af den retfærdighed, som andre sætter.
I 2004 udgav Predbjørn sin fine roman "Strømme", hvor den her personkreds blev introduceret, i "Regnskab" følger vi fortsat slægten fra Sydfyn, der forgrener sig ind i et fornemt tidsbillede af årene fra omkring 1925 til 1950.
Og Predbjørns teknik er raffineret, de 12 stemmer taler på skift, personernes skæbner snor sig ind og ud mellem hinanden, så læseren ikke kan undslå sig at blive trukket med ind i dette iskolde sjæledrama.
Det hører til Predbjørns fornemme fortællerkunst at han skildrer de 12 personers skæbner, som vi også fik udredt i "Strømme", én gang til, og det er ikke bare som en fortsættelse, men som en fortælling fra et andet niveau. Nu kastes lyset fra andre vinkler og helt nye indsigter åbner sig. 
En lille, stor bog
Det er kunstnerisk og fortællemæssigt djævelsk godt gået af Predbjørn, der kalder sin læser ind i et fantastisk spillerum, som leder ens tanker hen på en Martin A. Hansen eller Johannes V. Jensen. For nu altså ikke også at sige H.C. Andersen, som Predbjørn har herligt overskud til at inddrage i billedet af klokken, der stadig lyder forude.
Romanen skildrer menneskelig elendighed, ondskab, kærlighed, følelser, så det synger i det indre sanseapparat.
Med sit fabelagtigt veludviklede fortællesprog kan Predbjørn fastholde kulden fra de klammeste sociale lag samtidig med at han kan give lykkeøjeblikkene fri.
Det er social kunst, menneskekunst og præcis tidsbillede, der her bliver til for læserens øjne i denne stenhårde slægtsroman.
Vagn Predbjørns store styrke som kunstner er hans stædige insisteren på det særegent menneskelige. Fortiden er aldrig bare det over-ståede og tilbagelagte hos Predbjørns personer, nej, menneskelivet er fyldt af uredt garn, gentagende historie og skæbner, der styrer personerne uden de kan frigøre sig.
Historien eller skæbnen er derfor et spejl, som personerne begærer at se i, men de véd ikke, hvad det er, de ser.
Derfor er vand, is, strømme og dråber hyppige metaforer hos ham. Det er en lille stor bog i et prægtigt forfatterskab. 
Johs. Nørregaard Frandsen