Solkysten

Tandlægen Lars Løgum vil flytte til Costa del Sol og leve af sine penge. Men inden han rejser derned, tager han et par dages ferie på barndomsøen Vigø, som han ikke har besøgt i over fyrre år. Nu vil han gøre sig færdig med Vigø – ligesom man læser sine gamle breve en sidste gang, før man brænder dem.

I løbet af de problemløse feriedage vækkes imidlertid foruroligende minder til live. Drengen Lars var offeret, og den voksne, aldrende tandlæge er opdageren. Men hvorfor vil den skarpsindige detektiv alligevel nødig opklare fortidens gåder til bunds?

SOLKYSTEN 
Weekendavisen 26. marts - 3. april 1997 
Det tyste mesterskab 
Finindstilling: Vagn Predbjørn Jensen beviser, at der ikke er noget galt med de gamle prosadyder, når der ikke er noget galt med dem. 
Af Lars Bukdahl 
I al stilfærdighed og på indtrængende traditionel vis er Vagn Predbjørn Jensens roman Solkysten ret så fremragende. Emne og kompositionstrick er mildest talt velkendte: Jeg-fortælleren, den snart pensionerede tandlæge Lars Løgum, vender tilbage til sin barndoms ø efter 41 års fravær, og mens han vandrer rastløst omkring, erindrer han de gamle tider og sukker højlydt.
Bogens nutid giver hverken anledning til lykkelige gensyn eller rensende oplevelser, det meste er noget ynk, ikke mindst fordums skurke; desto stærkere træder fortiden frem, i dens ubønhørlige kronologiske forløb op til den pludselige tilspidsning, der tvang fortælleren og hans familie væk, og i dens løse felt af selvstændige personer og episoder og anekdoter og øjeblikke, alle glimtende af lys og mørke.
Det tyste kup er den selvfølgelige, suveræne manér, hvorpå Predbjørn Jensen kombinerer den følsomme teenagers sårede synsvinkel med (og deraf følgende sædvanlige ulykkelige forelskelse) med den piblende præcist humoristiske skildring af øens mikro-univers, der inkluderer alt fra sindige storbønder til koleriske lærere og hysteriske præster, samtidig med, at de evige fortid/nutid sceneskift forløber så gnidningsfrit som muligt.
Et snedigt træk er det, at to helt centrale personer får lov til at fremstå i relativ dunkelhed, nemlig den loyale mor og den indadvendte far, der blev fyret fra sin præstestilling på fastlandet, fordi en tysk soldat et par gange havde været forbi præstegården, og som siden har virket som lærer på en række skoler, der har haft svært ved at forlige sig med hans sagtmodighed.
Disse to stille eksistenser går rundt i stormens øje sammen med den heller ikke ligefrem højtråbende fortæller og betyder enormt, mens høje og lave bipersoner springer op omkring dem og gør langt mere spektakulært væsen af sig.
Hvilket på mange måder ligner problemet med, hvorfor Predbjørn Jensen er så god.
Opspringende, excentrisk stilistik er nem nok at nærme sig, men sådan som det fra starten er klart for det læsende øje, at dette ikke bare er dusin-dengang-og-nu-vemodighed, men noget, der ånder og nynner og rumsterer på det lifligste realistiske, det sætter man ikke uden videre fingeren på, det virker jo for fanden bare. Ikke for ingenting anråbes Blichers Hosekræmmeren på et tidspunkt, og værklisten oplyser tilmed, at forfatteren har bedrevet en Johs. V. Jensen-biografi.
Et slag på tasken kunne være, at den gode pointe hos Predbjørn Jensen er parallel med den gode pointe hos de stilistiske vildmænd, bare på den omvendte led: man stiller sig op på den gode, gamle historie - ak, hvor forandret - og koncentrerer sig om tålmodigt at finindstille og atter finindstille sit sprog og sin fantasi, indtil en verden er knyttet, der på hvert punkter sand og levende på sine egne præmisser, og den gamle historie bliver atter ny.
Det skulle jo ikke være så svært, og jeg er sikker på, at hvis sidste uges meget talentfulde debutant Simon Fruelund holder tungen lige i munden de næste tredive eller fyrre år, så skulle han sagtens blive i stand til at producere et værk lige så tyst fantastisk som Solkysten.