Stendyret

foregår i en lille sydtysk by lige inden anden verdenskrigs afslutning og nazistyrets fald. Byen er endnu uskadt, men bombninger og de fremrykkende allierede tropper kommer dag for dag nærmere. Stort set alle byens mænd er indkaldt, så beboerne er fortrinsvis kvinder og børn. Centralt står seks personer – tre voksne og tre børn. Det er dem og deres liv, romanen handler om – og det er dem, der fortæller historien.

Vagn Predbjørn Jensen beskriver en totalitær verden, set i lavt perspektiv. Sådan kunne nazismen opleves nede i samfundets mindste celler. Familierne og det politiske system samvirkede fortrinligt og gnidningsløst om undertrykkelsen.

STENDYRET 
Fyens Stiftstidende 2002 
Forstenede følelser 
Knivskarp: en sjældent præcis og originalt skildrende roman om sindet 
Forsteningen efter et forlængst uddødt havdyr spiller en hovedrolle som symbol og ledemotiv i Vagn Predbjørn Jensens nye og fremragende roman om to drenges forhindrede venskab i et landskab af forstenede følelser.
Handlingen foregår i byen Bernheim i det sydlige Tyskland og til de sidste tider af 2. verdenskrig. De allierede hære æder sig langsomt ind fra vest, men de fleste af indbyggerne i den lille by er imidlertid hildede i troen på Der Führers almægtighed. Eller bundne af frygt. De fleste af byens mænd er ved fronten eller allerede faldne. Tilbage er hovedsageligt kvinder og børn.
Historien bliver fortalt gennem tre voksne og tre børn. En frygtelig historie om stenhjerter, had, sladder, angst, vold og nedværdigende syn på mennesker. Men der er også smukke glimt af medfølelse på trods, glimt af forståelse, glimt af kærlighed.
De tolvårige drenge Wolfgang og Heinrich søger mod hinanden som venner. Men venskabet er forbudt, fordi Heinrich er fattigbarn og ikke hører til ”de rigtige” og derfor bliver mishandlet af skoleinspektøren, sataniske lærere og stenhjertede mødre.
Læreren Niedermann søger at hjælpe, men uden at kunne og uden at turde, for kollegaen Ilse er allerede sendt i kz-lejr for sine ”forkerte” holdninger.
Drengenes fællesskab på trods er skildret formidabelt flot og indlevende. De leger indianere, og Wolfgang tror at kunne nedkalde ild fra himlene, hvad han tilsyneladende også kan. For første gang tordner engelske jagere ind og spyr Helvede ned på jord. Anden gang går det endnu værre.
Børnene er forstenede inde i den forfærdelige myte, som nazismen har formidlet. De er opfyldt af frygt, angst og afstumpethed. Men i modsætning til de fleste voksne rummer de også noget andet. Et håb. En mulig fremtid.
Dette håb om frisættelse af de frosne følelser har forfatteren på fineste vis fastholdt i sit gennemgående symbol. Det forstenede fossil, en såkaldt ammonit, er dannet som en smuk spiralform. Fingeren kan følge spiralgangen ind og ud igen. Som billedet på det menneskelige sind, der kan være nedfrosset, forstenet, men som dog derinde bærer befrielsens muligheder.
Men den indre bestemmelse sætter barske betingelser. Befrielse er ikke gratis. Ånden i stenen kræver ofre. De indre kræfter er voldsomme, især når de har været så dybt forstenede som i nazitidens forfærdelige istid af mytologisk vanvid.
Predbjørn har skrevet en ny imponerende roman, den tiende fra hans hånd. Og jeg kan varmt anbefale den! Hans stil, billeder og personkarakterer er knivskarpe. Hans behandling af stoffet er original og præget af en dyb menneskeforståelse.
Det historiske stof, som her Nazi-Tyskland, passer hans skildringer godt, ikke mindst fordi han véd så meget. Men ”Stendyret” er bestemt ikke en historisk roman. Den handler kun alt for præcist om forsteninger, der kun alt for tydeligt findes i menneskesindet, også her og nu. 
Johs. Nørregaard Frandsen.