Strømme

Vi er på Sydfyn, og året er 1886. Den unge pige Kirsten skal snart tjene i præstegården. Der bor Morten, som hun næsten er kæreste med. Men de to unges kærlighed bliver opdaget, og Kirsten tvinges bort fra sognet. I protest mod uretten og for at finde trøst i sit eksil på Hjortø søger hun ind i en pietistisk farvet religiøsitet. I København opgiver Morten sine teologiske studier og læser til læge.

I Kirstens hjemsogn får præsten stadig sværere ved at leve med en hemmelighed, som han deler med sin kone. Og en ung mand ved navn Thormod dukker op og påstår at være præstens søn. Men hvem er egentlig far til Thormod?

Kirsten bliver gift med en fiskersøn og mor til en broget børneflok. En bliver kommunist, en anden nazist og en tredje nyreligiøs. I baggrunden drager historien forbi som et levende tæppe, mens det moderne Danmark bliver til.

STRØMME 
Kristeligt Dagblad 23. april 2004 
Fynsk forår og efterår 
Vagn Predbjørn Jensen fortæller stærke livshistorier i sin nye roman 
Af Rune J. Kähler  
Herligt at sidde med en ny roman, vide fra første side, at den er et mesterværk, og samtidig gøre sig klart, at den hverken er oversat fra svensk eller engelsk.
Vagn Predbjørn er en højt begavet og gennemdansk fortæller. Med sikker hånd fordeler han vilde og uhåndterlige passioner rundt i et udsøgt persongalleri. Han gennemskuer på det skarpeste sine vidt forskellige figurer og figuranter, men føler også varmt med dem hver især. Kyndigt placerer han dem i en vigtig historisk tid fra 1868 til 1930, og glæder tillige sin læser med de mest poetiske naturbilleder fra området omkring det fynske øhav, man kan forestille sig. Og sidst, men ikke mindst: Forfatteren magter at lade sin historie klinge ud, langsomt, eftertrykkeligt og befriende.
Vagn Predbjørn Jensen kommer med stærke livshistorier. Der er præsteparret Lacoppidan, som har højstatus i et lille fynsk fisker- og bondesamfund. Men begge plages af indre dæmoner, og forholdet er et grufuldt eksempel på ”en fatal ægteskabelig sammensætning”. Pastorens tro er ikke større, end at han gruer for loven om Nemesis. Han lider, når han ”skribler” sine prædikener, over at skulle bruge sætninger, der har været sagt utallige gange før. Han kunne med føje beskyldes for at være ”levebrødspræst”, hvilket åbenbart har været et skældsord engang. Ikke desto mindre virker pastor Lacoppidan noget mere sympatisk end fruen, der tvivler på alt, påtvinger alle sin vilje og først på dødslejet nådigt indhentes af den kærlighed, hun havde stødt fra sig.
Præstesønnen Morten bliver fritænker, helt i tidens ånd. Han vælger at studere medicin i stedet for teologi, er påvirket af Georg Brandes og går ind for et frit forhold mellem mand og kvinde. En tragisk, rørende kvindeskikkelse, der minder om forfatterinden Amalie Skram, lægger krop til Mortens frisind, skæbneironisk nok under navnet Julie.
Romanens egentlige heltinde, den smukke Kirsten, portrætteres med samme omhu og medfølelse, som da Herman Bang afbildede sin Tine. Også Predbjørn magter det stille drama, der dirrer og sitrer under ultrakorte replikskifter. Kirstens historie er en enkelt kvindeskæbne i den store samtidshistorie. Ved hendes død udtaler et af hendes børn, at moderen sikkert havde fået en lykkeligere skæbne under gunstigere kår.
Også Kirstens mand, den enfoldige fisker Jens, kommer til sin ret. Det samme gælder hans far, den skurkagtige drukkenbolt Søren Kusk, der snyder sin søn og voldtager svigerdatteren, da hun er gravid - for så kan han jo ikke hænges op på noget! Alligevel er der en mildhed og en art forsoning til stede, da Kirsten mange år efter er om svigerfaderen, da han ligger for døden.
Man har sandelig oplevet meget ved vejs ende. Og når man spontant blader forfra igen, gør det godt at standse op ved en af scenerne med fynsk natur. Sommetider ånder alt jo bare fred, og bølgerne klukker mod både og bolværk, ”som om de mumlede lykkeligt i drømme.”