Tårnet i Atlantis

tager sit udgangspunkt i en virkelig begivenhed. En decemberdag i år 1900 forsvandt alle tre fyrpassere sporløst fra fyret på en klippeø langt ude i Atlanterhavet. De efterlod sig en gådefuld logbog – bl. a. med optegnelser om en voldsom storm, som ikke blev observeret andre steder. Men da de tre mænd forsvandt, var stormen forbi. Hvad hændte der på Eilean Mor den decemberdag?

Vagn Predbjørn Jensen har skrevet romanen om de tre mænd og deres sære livsskæbner – tre flygtninge, der krydser deres egne – og hinandens spor.

Tårnet i Atlantis kan læses på flere måder. Men først og fremmest er det en spændende fortælling, anlagt som en kriminalgåde, om tre mænd, som er udsat for naturkræfternes, ensomhedens og fortidens magt.

Måske fuldender de et skæbnemønster, som de allerede er indspundet i. Måske handler det hele om isolationens galskab.

TÅRNET I ATLANTIS 
Fyens Stiftstidende 20. december 1983. 
Flygtninge krydser Spor.  
Spændende debut om Atlantis –sagnet. 
Sagnet om det prægtige rige, Atlantis, har inspireret mangen digterfantasi. Denne debutroman bruger sagnet på sin måde, og det er slet ikke så ringe.
Romanen handler om individuelle sømandsskæbner og disses forbundethed med kræfter, der ikke lader sig kortlægge ved almindelige søforklaringer.
”Uden for verdens yderste rand hæver sig et fjeld med syv tinder fra havets bund. Således indledes romanen, og bogens motivkreds er givet med det magiske syvtal, med det dybe, bevidsthedsmæssigt ukendte, og placeringen hinsides den kendte verdens grænser.
En klippeø i Nordatlanten er skæbneforløbets mærkelige centrum. Tre mænds sære livshistorier, der er fyldt med saltvand, savn, voldsom død og uheldsvangre begivenheder,, krydser hinanden på denne ø. De er flygtning, der krydser deres – og hinandens – spor.
De er sat til at krydse fyrtårnets funktion. De skal advare forbipasserende mod de lumske klippeskær. Men i isolationen og den hudnære konfrontation med naturen støder de selv på psykens undersøiske skær. Den enkelte tvinges til at tolke sine fortrængte savn; derved udleveres de til hinanden og til øens magiske sagn. Måske fuldender de et skæbnemønster, som de allerede er indspundet i. Måske handler det hele om isolationens galskab.
Romanen er anlagt som en kriminalgåde og er meget spændende. Den låne kraft af en række gamle myter og sagn og gør det udmærket, om end den undertiden er tilbøjelig til at overdrive det mystiske. Det kan blive for kunstigt.
Det er dog en ganske spændende debut, der fortjener bedre end at strande på et overset klippeskær. 
Johs. Nørregaard Frandsen.