Harald Kidde og Læsø.

 

Af Vagn Predbjørn Jensen.

 

I 1912 udsendte forfatteren Harald Kidde (1878-1918) sit hovedværk, romanen Helten, der blev et af 1900 tallets væsentligste danske romaner. Hovedpersonen, den fattige lærer Clemens Bek, er en ydmyg kristentroens helt på Anholt. Der var imidlertid lagt op til, at handlingen i bogen skulle have foregået på Læsø.

Kiddes morfar forlod hjemmet, og Kiddes mor, Inger Dorothea (kaldet Doris) Corneliussen (1848–1931), blev i 1853 – fem år gammel – sendt i pleje på Læsø hos sin moster Polly Ørum. Hendes mand Erik Frederik Ørum (1810-73) var ”oppebørselskontrollør”, dvs. tolder på Læsø i årene 1853–71. Doris nævnes dog ikke som hverken tilgået eller fraflyttet øen og er heller ikke med i folketællingen 1860. Det eneste skriftlige spor efter hende er nogle ord i Byrum kirkebog. I efteråret 1863 blev Inger Dorthea Corneliussen, plejebarn af toldkontrollør Ørum, konfirmeret – sammen med sin kusine Gytha Cathrine Ørum.

Ifølge egne opgivelser forlod Doris øen som syttenårig i 1865, og seks år senere blev hun gift med den tredive år ældre amtsvejinspektør Christen Kidde i Vejle. Moster Polly havde behandlet hende hårdt, og hun havde oplevet sin tid på Læsø som et mareridt: ”Dér opvoksede hun i det Dyb af Ensomhed, hvori Øen dengang laa, blandt Slægtninge som lidet gav Agt paa det fremmede Barn. Hendes Fortællinger om Livet dér, dets Mørke, Barskhed og Vildskab lod mig se end længere ud bag den Horisont, som min Faders Rejser havde gjort videre end Børns i Almindelighed.” Sådan skriver Kidde i artiklen Mine Forældre (Artikler og Breve 1928).

Moderens fortællinger om tiden på Læsø blev altså de første kim til Helten. ”Sære Skikkelser saa jeg med hint Barns forskræmte Øjne – vanskabte og truende som Øens egne, af Stormen hærgede Kyster, stirrende som hun i Længsel mod den fjerne Bred, det faste Land.”

Der levede dengang på Læsø en pukkelrygget mand, en stakkel og et geni, som især skræmte den lille Doris. Han havde haft tre koner og kom senere til at optræde som Jacobus Uz i Helten, hvor den tredje hustru dog blev til en elskerinde.

Kort før Doris Corneliussen forlod Læsø i 1865, blev en ung lærer ved navn Johan Harald Plesner (1841-1916) ansat ved Hals Skole. Man ved, at Kiddes mor og Plesner allerede kendte hinanden på Læsø. Harald Plesner var søn uden for ægteskab af hendes senere mand og blev model for hovedpersonen Clemens Bek i Helten.

Christen Kidde havde oprindelig ikke vedkendt sig denne søn, men fortrød det senere. Han betalte sønnens studier, og Plesner besøgte familiens Kiddes hjem i Vejle. Harald Kidde troede i begyndelsen, at Plesner var hans onkel. Men en skønne dag fik han sandheden at vide. Det var jo tankevækkende, at de begge hed Harald, men havde fået vidt forskellige liv. Halvbroderens skæbne optog ham. Den blev farvet af moderens fortællinger om den nøgne ø i Kattegat, og hendes hårde skæbne smeltede sammen med Plesners. Begge havde været svigtet som små, og Harald Kidde opfattede begges ophold på Læsø som en art landsforvisning, hvilket dog kun var tilfældet for moderens vedkommende. Plesner havde embeder både før og efter tiden på Læsø. Det har Clemens Bek i Helten ikke, og han bliver nærmest tvunget til Anholt.

Plesner var enelærer ved Hals Skole i tyve år og kom til at sætte sit præg på Læsø. Så ydmyg og selvudslettende som Clemens Bek var han på ingen måde. Han praktiserede som dyrlæge, fik Dalgas til øen og virkede for plantningssagen. De gamle skippere var sure på ham, fordi plantningerne skød op alle vegne og hindrede udsynet fra tangtagene. Til gengæld vandt han mange andres hjerte ved at oprette en fond for druknede søfolks efterladte. I den anledning skrev han meget i aviserne. Han virkede også for at få bygget en havn i Vesterø. Plesner øvede altså på Læsø mange af den slags velgerninger, som Kidde i Helten tillægger vanskabningen Jacobus Uz på Anholt.

Der var sorg i mange hjem, da Plesner i 1885 forlod Læsø for at blive lærer i Smidstrup ved Skelskør. Her døde han i 1916 og kan således have nået at læse Helten, der var udkommet fire år tidligere. Ved sin død fik han i Sorø Amts Dagblad det skudsmål, at han havde været ”en sjælden brav, retskaffen, sympatisk Mand, uden Svig, en alvorlig Kristen, varmtfølende Fædrelandsven, ansvarsfuld Børneopdrager og Lærer.” Flere af disse udtryk kunne også bruges om Clemens Bek i Helten.

Harald Kidde røbede aldrig selv, at han havde en halvbror, end ikke over for sine nærmeste venner. Vor viden om det skyldes Plesners kammerat fra lærerseminariet i Lyngby ved Grenå, folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929). Plesner selv lagde derimod ikke skjul på forholdet. I de gamle seminaristers vandrebog fortalte han om sin afstamning og sin taknemlighed mod faderen og nævnte også sin kendte halvbror, forfatteren.

Forfatterskabet igennem sysler Kidde med ”faderens brøde”, stærkt påvirket af moderen. Der går et helt tog af uægteskabelige børn igennem hans bøger. Og der findes to noveller, hvori en isoleret mand på Læsø nævnes. Den miskendte og forviste halvbror (som jo slet ikke var forvist og miskendt!) må have antaget traumatisk karakter for Harald Kidde.

I novellen Obolen kommer en læge Bache fra Læsø til sin kollega dr. Carlsen på fastlandet med en sidste hilsen fra cand. phil. Niels Holm, der har levet fattigt uden for Byrum for at komme i kontakt med menneskene, der hvor de er få. Dette har dog vist sig forgæves, og dr. Carlsen husker ikke sin gamle kammerat!

I novellen Synden får en bispinde (Dorete Honorius i Helten) besøg af en ikke navngiven, ældre mand, der ”har været Pogelærer i fyrretyve Aar i Byrum paa Læsø.” Han vil skrifte, at han engang i sin ungdom har beluret bispinden, der var nøgen. Der må her være tale om en slutning på Helten, som Kidde har forkastet og givet novelleform.

Allerede som stor dreng vidste Harald Kidde, at han ville skrive Helten, og det var hans drøm at leve på Læsø for at lære skuepladsen i hans kommende roman at kende. I 1899 bød der sig en mulighed, idet pastor G. Kinch i Byrum søgte en huslærer til sine sønner. Kidde søgte stillingen og fik den. Men en grundtvigsk kirkemand, grosserer Johs. Schrøder, angreb i Kristeligt Dagblad en prosaskitse, Pigens Vadested, som Kidde havde offentliggjort i Illustreret Tidende. Schrøder opfattede skitsen som en opfordring til utugt, en hysterisk fejllæsning. Men pastor Kinch, der kun kendte angrebet i Kristeligt Dagblad, havde så alligevel ikke brug for Kidde. Og da Kidde i 1910 fik råd til en studierejse, valgte han i stedet at besøge Anholt.

Var forandringerne (f. eks. plantningerne) på Læsø årsagen til, at Anholt blev skuepladsen i Helten? Følte den fintmærkende Kidde sig såret ved at være stemplet som umoralsk på Læsø? Eller ville han være kommet for tæt på sin endnu levende halvbrors eksistens ved at vælge Læsø? Disse – og måske endnu flere - muligheder står åbne. Modellerne til tolderfamilien Vendelin i Helten er hentet til Anholt fra Læsø – endog med tangtækket bolig. Det drejer sig om birkedommer Adam Fischer, fru Jochumine og deres børn, der kom til Læsø i 1892 efter at have boet på Island – akkurat som i Helten. Da var Kiddes mor jo rejst fra øen, så hun kan ikke have været hans kilde.

Birkedommer Fischers datter Eline Hoffmann (1876-1956), gift med lyrikeren Kai Hoffmann, har skildret familien Fischer i en romantrilogi: Familien Vendel (1917), Kongsgaard (1918) og Den sidste Rejse (1922). Vendelin hos Kidde, Vendel hos Eline Hoffmann, en påfaldende navnelighed!

Hendes bøger udkom, efter at Helten var trykt, så dem kan Kidde ikke have læst forinden. I sin erindringsbog Hvem kalder? (1960) nævner Kiddes hustru Astrid Ehrencron-Kidde imidlertid ægteparret Hoffman som sine og Harald Kiddes venner. Kidde må have hørt Eline Hoffmann fortælle om familien Fischers liv på Island og Læsø. Men hvorfor lagde hun senere i sine romaner familiens navn så tæt op ad det, som Kidde allerede havde valgt, når dog millioner af andre muligheder stod åbne?

Man kunne som elsker af Læsø ønske, at Kidde havde skildret denne øs natur i sin roman. Og ubegrundet er dette ønske jo ikke. Utallige tråde knytter Harald Kiddes skæbne, Læsø og Helten til hinanden.