Mit forfatterskab.

Af Vagn Predbjørn Jensen.

 

Kimene til mit forfatterskab har sikkert ligget både i min natur og mine omgivelser i barndommen. Jeg legede med andre børn som enhver anden dreng, men skjulte mig også nu og da i et hjørne af den store, tætte have ved Vester Vedsted Præstegård, hvor jeg blev født. Der legede jeg fantasilege med pinde, som repræsenterede mennesker. De var givetvis mine romanfigurers forfædre. – Desuden var den to hundrede år gamle præstegård, kirken, kirkegården og landsbyen med dens huse og særprægede mennesker et miljø, som nærede fantasien. Nogle af de gamle kunne fortælle stedets sagn, og i alt fald havde de altid meget at sige til et barn, som gad lytte.

Sproget lærte jeg især hos mor og far. Der blev tidligt talt med mig, så jeg fik et rigt ordforråd. Allerede som toårig kunne jeg sige et vanskeligt ord som stiftsprovst. Mor sang med mig og læste bl. a. H. C Andersens eventyr højt. Far havde bevaret sine gamle læsebøger, og jeg fik ham til at læse Hjorteridtet fra Blichers Røverstuen for mig, før jeg kom i skole. Den historie begejstrede mig.

I fars studereværelse hang der to billeder af Brorson, som engang havde holdt opbyggelige møder netop her. På det ene billede stirrede han på en isrose på ruden; den gav ham inspirationen til Den yndigste rose er funden. Min far skrev også vers og fik dem trykt i avisen. Fru pastor Salling på Mandø var datter af Christian Richardt, som havde skrevet de morsomme digte, hun læste højt eller reciterede for mig. At digte var noget ganske særligt.

I en af fars læsebøger var der et billede af Oehlenschlæger, som med store armbevægelser læste Guldhornene for Henrik Steffens. Jeg fik far til at læse digtet højt. Jeg fattede ikke et suk og begreb samtidig det hele. Vokalerne, rytmen, de gådefulde ord, alt gik op i en musikalsk helhed, som berusede mig. Dette var i sandhed magi.

Så lærte jeg at læse, og en vidunderlig verden åbnede sig med Grimms eventyr, men jeg læste også tidligt mere voksne bøger. En bog som Gøngehøvdingen har jeg læst talløse gange, og Carit Etlar blev en af mine yndlingsforfattere..

I Tyskland begyndte jeg på et par barnlige eventyrspil, men de blev aldrig skrevet færdig. Digteriet forblev ved uforpligtende fantasier indtil den 27. juni 1955, hvor jeg hørte i radioavisen, at forfatteren Martin A. Hansen var død, kun femogfyrre år gammel. Det rystede mig. Jeg havde ikke vidst, at han var syg, men troede, at han var lige så stærk, som han så ud til, og skulle skænke verden mange værker endnu.

Nu kunne det ikke udsættes længere. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg selv havde tilbage, selvom jeg kun var nitten. Og det kunne desuden være farligt at fantasere uforpligtende. Hjalmar Ekdal i Ibsens Genganger havde sat en skræk i mig med sine ”studier” på sofaen til sin store opfindelse. Livsløgnen! Nu måtte det briste eller bære.

Jeg var seminarieelev og opholdt mig den dag hos købmand Kristian Sørensen i Hovedgård. Dagen lang malede jeg hans vinduer for at tjene lidt til lærerstudiet. Klokken ti gik jeg i seng under påskud af, at jeg havde hovedpine. Der var intet bord på værelset, så jeg skrev liggende i sengen. Det blev begyndelsen til en novelle om en livsuduelig præstesøn, der gerne vil i kontakt med kammeraterne. En aften ved landsbyens ishus lader han sig provokere til at gå ind i den mørke kirke for at vise sit mod. Men hans svage hjerte brister af skræk derinde.

Novellen kom til at hedde Helhesten. Den, som ser helhesten, må dø, sagde overtroen. Helhesten stod i novellen som symbol for alt det uoverkommelige i livet. Ensomheden. Den fysiske svaghed. Kammeraternes spot. Pigernes afvisning. Frygten for fremtiden. Alt hvad en følsom, umoden ung mand kan have at slås med. Sproget var tilsvarende svulstigt med knudrede sætninger, forskruede tillægsord og masser af udsagnsord i nutids tillægsmåde. Jeg har gemt dette håbløse ungdomsforsøg, men ikke læst det i utallige år.

Jeg skrev flere noveller i seminarietiden, men de blev ikke meget bedre og er alle tilintetgjort. Først da jeg var midt i trediverne, lykkedes det mig at få skik på novellerne. Den første, der lykkedes helt, var Vandring på vaderne. Hemmeligheden var sikkert, at jeg skrev om noget, jeg kendte godt fra min barndom: Vadehavet med ebbevejen til Mandø, heste og hestevogn, ebbe og flod, tåge – samtidig med at jeg krøb ind i bonden Grejs Bjerrum, et menneske, der slet ikke lignede mig. Mit problem hidtil havde været, at jeg ikke havde haft tilstrækkelig afstand til mig selv og mine personlige problemer.

Det havde været en god stilistisk øvelse at skrive talrige kronikker til dagbladene. Når man skal udtrykke sig på bare fire ark A 4, må man være kortfattet og præcis.

Da jeg senere ordnede mine noveller kronologisk til samlingen Havet omkring Jorden, dannede de en symfonisk helhed med Her vil ties (om Brorson) som forspil og Båd i solen som efterklang. Som den midterste novelle står Vandring på vaderne øverst på den symfoniske brobue.

Vandring på vaderne lærte mig senere noget om min særlige fabuleringsmåde, brugen af eksakt fantasi. Efter en højtlæsning på Den frie Lærerskole i Ollerup kom en ung pige hen til mig og fortalte, at historien havde skræmt hende. Hun var engang gået vild i tågen i Vadehavet og havde oplevet kampen for at overleve på samme måde som Grejs Bjerrum i novellen. Men nået til det punkt, hvor hun gav totalt op ligesom han, var hun blevet reddet. Hvordan kunne jeg vide, at det hele var nøjagtig sådan?

Jeg havde ikke vidst det før nu, men bare regnet det for fantasi. Men fantasien kan altså finde frem til sandheder, når man bruger den objektivt.

Jeg har altid behøvet et konkret, afgrænset sted, jeg kendte i virkeligheden, som skueplads: et hus, en ø, en landsby. Der kan personerne så udfolde sig og handle frit. Lokaliteten kan nu og da genkendes, men modeller til personerne er oftest hentet fra andre steder, tit endda ud af min fantasi.

De første noveller og romaner blev skrevet i hånden i første kladde og derpå renskrevet på skrivemaskine. Da jeg skriver om og om igen, blev siderne hurtigt præget af overstregninger. Halve sider blev klippet af og sedler klistret på i stedet. Til slut måtte det hele skrives rent en ekstra gang – for hurtigt at ende i den samme uoverskuelige tilstand igen. Her har computeren betydet en stor lettelse og sparet mig for en masse molboarbejde.

Jeg begyndte med noveller, fordi de er til at overskue; men jeg havde heller ikke tiltro til, at jeg ville kunne hitte på ret meget. Når jeg så, at en forfatter havde udgivet otte bøger, tænkte jeg: Så meget kommer du i hvert fald aldrig til at skrive. Men så begyndte jeg at skrive romanen Løv som vinden jager, og pludselig gik det helt af sig selv. Min viden om Læsøs historie, mit kendskab til øens natur og mine følelser smeltede sammen og skabte indre billeder.

De blev især til om natten, når jeg lå halvvågen. Så havde fantasien ingen blokeringer at overvinde. Om morgenen kunne jeg huske billedet og stemningen og levede mig ind i dem. Så sprang jeg over på den anden side af delestregen i mit sind, hvor ordene og logikken lå, og prøvede at udtrykke det oplevede så præcist som muligt i ord. Og derpå atter tilbage til billedet og stemningen. – Senere er jeg blevet klar over, at jeg flytter bevidstheden fra den ene hjernehalvdel til den anden. Det er kun tilsyneladende en skizofren proces, for det er jo mit jeg, der beslutter flytningerne.

Jeg vidste, at bogen skulle handle om en kvinde, der levede på Læsø mellem 1652 og 1722, fra den sidste saltkedel blev slukket, til affolkningen efter sandflugten fik Hals Kirke lukket, og at hun skulle blive fører for øens kvinder, og jeg begyndte med Gertruds dåb, hvor hendes bedstemor, Barbara, sidder med hende i Hals Kirke. Og så gik det pludselig op for mig, at Barbara stadig tilbad Jomfru Maria, og at Læsø i middelalderen blev kaldt Vor Frue Land, en vigtig baggrund for kvindekampen. Sådan begyndte Barbara at stjæle billedet. Bogen skulle imidlertid ikke handle om et gammeldags, mytepræget menneske, men om et moderne, ”afmytologiseret”, så jeg var nødt til at slå hende ihjel. Men det var svært og tog sin tid, hvilket læserne kan overbevise sig om.

Netop på den tid var jeg inde i en svær tid på min skole, og bogen reddede mig fra at bryde sammen. I juleferien vandrede jeg ud over markerne sammen med min datter Idas hund Dys. Der i snefoget befandt jeg mig på Læsø mere end tre hundrede år tidligere sammen med Barbara, Gertrud og de andre personer.

Jeg havde bogens begyndelse og slutning fra begyndelsen, men vidste ikke, hvad der ville hænde imellem dem. Det var som at sejle ned ad Kongo, dengang man kun kendte dens udspring og munding, men ikke anede, hvad der ventede én undervejs imellem dem..

Da bogen var færdig, så jeg, at den handlede om min egen tid, selvom alt var historisk og lokalhistorisk korrekt. Ødelæggelse af naturen, miljøkatastrofe, kvindekamp, religiøs fanatisme og politisk centralisme, det var der alt sammen. Og det stod mig klart, at forfatteren aldrig flygter fra sin egen tid. Det er simpelthen umuligt. Han skriver ud fra den og ind i den.

Min ven og strenge kritiker Rolf Dorset sagde god for bogens kvalitet, og jeg troede i min naivitet, at forlagskonsulenterne omgående ville øjne dens aktualitet. Og jeg sendte den selvfølgelig først til det største og fornemste af alle forlag, Gyldendal. Men bogen kom tilbage, betegnet som nærmest talentløs. I tyve minutter var jeg knust. Så vågnede min tænkeevne igen. I dag var det torsdag, og jeg havde sendt bogen i mandags. De måtte have modtaget den tirsdag og afsendt den onsdag. Ergo havde konsulenten nok ikke læst meget i den og da næppe fattet dens komposition.

Bogen vandrede fra forlag til forlag og blev afvist alle vegne, i alt elleve steder, men med vidt forskellige begrundelser, så dem blev jeg ikke klogere af. Da bogen havde været raden rundt, sendte jeg den til Gyldendal endnu engang, nu under titlen Sandflugt og med Edith Jensen, min hustru, som forfatter. Den samme konsulent behandlede den. Dog kom afslaget til den ”kvindelige” forfatter knap så hurtigt og var også høfligere end det første til mig personligt. Der havde åbenbart ikke været tale om genkendelse af noget som helst. Min mistanke til konsulentens grundighed blev bekræftet.

Så opgav jeg indtil videre at få Løv som vinden jager udgivet. Men i de tre års ventetid havde jeg været flittig. Romanerne Tårnet i Atlantis og Frosten i hjertet var blevet færdige.

Tårnet i Atlantis er på flere måder omgivet af mystik. Den blev mig givet, og jeg skrev den så at sige som en art medium.

Da jeg i januar 1981 skulle til Ægypten, stak jeg en lille bog i lommen for at have noget at læse i flyveren. Den hed Invisible Horizons og handlede om utrolige, men sande hændelser til søs. Kun en af dem foregik ikke på et skib, men på en ø, som dog ikke var større end en stor damper.

Ved årsskiftet 1899-1900 forsvandt de tre fyrpassere fra klippeøen Eilean Mor i Atlanterhavet vest for Skotland. De havde ingen båd, og der var ingen tegn på kamp bagefter. De efterlod sig en gådefuld logbog, hvori de nævner en tredages orkan, som man ikke observerede andre steder, og under uvejret havde de tre råbarkede sømænd grædt og bedt til Gud. Men da de forsvandt, var det stille vejr igen, og de sidste, mærkelige ord i logbogen lyder: ”Stormen forbi. Havet roligt. Gud overgår alt.”

De ord slog ned i mig som et lyn. Jeg så slutningen for mig som et levende billede. Men hvorfor opførte de tre mænd sig så mærkeligt? Det fandt jeg ud af i de lange, ensomme aftener på mit hotelværelse i Kairo, hvor jeg lå oven på min seng og levede mig intenst ind i sømændene. Jeg forstod også, at ruinen af en eneboers kapel (omtalt som gådefuldt af den overlevende fyrpasser, der havde haft landlov) spillede en væsentlig rolle. Sådan nåede jeg baglæns fra slutningen frem til begyndelsen. Da jeg kom hjem, kunne jeg skrive det hele ned og behøvede ikke at rette meget i det. Bogen blev ret hurtigt færdig i modsætning til mine andre bøger, som har været bearbejdet igen og igen. Vandspejlet er skrevet igennem 15 gange, men Glasvæggene har rekorden med 22 gange.

Da bogen var udkommet, sagde flere læsere til mig, at jeg nok havde set Maxwell Davies’ opera The Lighthouse; men jeg kendte hverken ham eller den. Nogle år senere blev den opført i Odense og gav mig et chok. Bortset fra, at han – uhistorisk – lader de tre mænd blive opslugt af orkanen, var vi enige om deres psyke, skønt de bare er navne i en retsprotokol. Vi mener endog begge, at den lille, hidsige har myrdet en luder.

Dette er lige så gådefuldt som de tre mænds forsvinden. Gik der ubevidste tanker gennem rummet mellem Maxwell Davies og mig? Hentede vi inspiration fra det samme ukendte sted over os? Eller havde vi kontakt med de tre fyrpassere, som omsider ville have historien om deres forsvinden fortalt?

Den næste bog i rækken blev Frosten i hjertet. Kimen til den opstod, da jeg i otteårsalderen læste en legende om Ingemann i et julehefte. Den gamle digter sad en aftenstund på en bænk ved Sorø Sø og digtede, da en undsluppen tugthusfange sneg sig bag på ham med en økse i hånden. Men pludselig så forbryderen en engel stå ved siden af digteren. Han blev grebet af skræk, smed øksen fra sig og løb hen og meldte sig.

Da Ole Kollerøds erindringer udkom, gjorde de et dybt indtryk på mig. Nu vidste jeg, hvordan sådan en tugthusslave havde haft det. Men Ingemann var alt for from en skikkelse at sætte op mod Ole. Her passede Ingemanns ven Carsten Hauch bedre. Han havde været forvoven som dreng, havde senere udkæmpet en duel, fik et ben amputeret uden bedøvelse og forsøgte at skyde sig bagefter.

Men hvordan kunne jeg få bøgerne udgivet?

En dag skulle jeg bestille nogle bøger til skolens bibliotek og ringede til det lille forlag Brage. Forlægger og bogtrykker Jørgen Fallesen gav sig god tid, og i samtalens løb spurgte jeg ham, hvorfor han ikke udgav skønlitteratur. Svaret lød:

”Fordi ingen har sendt mig noget. Har du da noget liggende?”

Jeg fortalte ham, at jeg havde hele tre romaner, og beskrev dem.

Han sagde, at han ville udgive den mindste, for så tabte han færrest penge, hvis det gik galt. Og i 1983 debuterede jeg omsider med Tårnet i Atlantis. Da var jeg 47 år, havde ”øvet mig” i 25 år og ventet på en forlægger i tre. Man kan altså roligt sige, at jeg ikke hørte til de lodrette startere.

Tårnet i Atlantis fik en god anmeldelse i Fyens Stiftstidende af Johannes Nørregaard Frandsen, som har fulgt mig indlevende lige siden. Flemming Chr. Nielsen i Jyllandsposten var også meget positiv. Til gengæld var Indbindingscentralens lektør helt uforstående. Følgen blev, at bibliotekerne kun købte 98 eksemplarer, to for lidt til at udløse bibliotekspenge. Men Jette Lond på Søndags BT blev opmærksom på bogen, og den blev trykt i bladet, dog i noget lemlæstet form efter krav fra chefredaktøren. Her fik jeg et honorar, mit første. Hos forlaget Brage måtte jeg være glad for at få bøgerne udgivet uden at skulle betale for det.

Da Tårnet i Atlantis tyve år senere blev oversat til fransk, var modtagelsen en ganske anden. To af de mange positive kritikere sammenlignede mig ligefrem med Joseph Conrad.

Jørgen Fallesen var tilfreds med anmeldelserne og salget og sagde, at nu skulle vi udsende Løv som vinden jager. Han trykte altid kun hundrede eksemplarer af gangen, og på den måde udkom Tårnet i Atlantis i 800 eksemplarer i forlaget Brages levetid. For Løv som vinden jagers vedkommende blev det efterhånden til cirka 2200 eksemplarer. Den udkom i 1984, fik adskillige anmeldelser i provinspressen, og bibliotekerne købte mange eksemplarer denne gang. Men de fleste er nok blevet solgt på Læsø eller til læsøboer uden for øen. Læsøboerne har i særlig grad taget denne bog til deres hjerte.

Løv som vinden jager var den første af mine bøger, der blev anmeldt i København. Ejgil Søholm gav den en forstående anmeldelse i Information. De andre dagblade derovre forblev tavse. Man har ikke store chancer for at blive anmeldt, når éns bøger ikke udkommer på et anerkendt forlag.

Også Frosten i hjertet nåede at udkomme i 1986, inden Brage gik fallit første gang. Nu måtte jeg atter ud at slås med forlagskonsulenterne, denne gang om den lille roman om min barndom, Det sunkne land. Det hjalp mig ikke, at jeg nu havde fået udgivet et par bøger. Særlig mindeværdig er Borgens behandling af bogen. Dette forlag har altid haft min kærlighed, men den forblev ulykkelig livet igennem. Man fandt, at fortællersynsvinklen var forkert. Jeg havde valgt at krybe ind i en femårig dreng, men burde have valgt at lade en voksen fortælle om sin barndom – eller måske hellere have skrevet en børnebog.

Atter var Rolf Dorset mig en hjælp. Ved Løv som vinden jager bestyrkede han mig i, at jeg havde valgt det rette sprog. Nu sagde han, at jeg i Det sunkne Land havde valgt den eneste mulige synsvinkel. Kun set med et barns øjne virkede det troværdigt, at der optrådte engle og spøgelser. Med en voksen fortæller ville der komme ironisk distance ind i bogen.

Når en tekst omsider havde fundet nåde for Rolfs ubestikkelige blik, kunne jeg stole på, at den holdt, så jeg besluttede, at jeg intet ville rette. Og skæbnens svar kom næsten omgående. Mogens Ellitsgård, forlaget Brages bogbinder, ringede og sagde, at han havde oprettet forlaget Trio, som ville udgive Det sunkne Land.

Jørgen Fallesen fik Brage på benene igen ved hjælp af en økonomisk indsprøjtning fra sin far. I 1990 udkom novellesamlingen Havet omkring Jorden. Atter var Ejgil Søholms anmeldelse i Information dybt indlevende. Han var en anmelder, der forstod mig, men desværre døde han alt for tidligt.

Jørgen Fallesen var blevet opmærksom på, at forfatteren og fjernsynsmanden Jørgen Thorgaard læste mange bøger, og sagde, at jeg skulle sende ham mine, og det gjorde jeg under protest. Hvad skulle det dog føre til? Mit brev blev skrevet i februar og virkede ret mut. Du kender mig ikke, men her har du fem bøger. Prøv at læse Løv som vinden jager. Hvis du magter en til, så læs Havet omkring Jorden.

Jeg regnede med, at jeg aldrig ville høre noget; men fem måneder senere fik jeg alligevel et brev fra Thorgaard. Om jeg ville optræde i et nyoprettet bogprogram, som han skulle forestå til september. Jeg sagde ja og tog fri fra skolen. Mange advarede mig imod ham, men han modtog mig uhyre venligt og virkede beroligende. Og så optrådte jeg da sammen med ham i fjernsynet i otte minutter. Han havde indhentet en ekspertudtalelse, fordi han selv var blevet alt for begejstret, men hans konsulent (forfatteren Bo Green Jensen) var enig med ham. Og nu blev jeg rost for åben skærm, så jeg var nær ved at trille ned af stolen. Jeg var på højde med ingen mindre end Karen Blixen, William Heinesen og Martin A. Hansen.

Det gjorde mig landskendt i fjorten dage. Så havde nye navne lagt sig oven på mit. Men Danmarks Radio havde i nogle dage en person siddende ved telefonen udelukkende for at besvare spørgsmål om, hvordan man kunne få fat i mine bøger. Det gav mig mange nye læsere, men skadede mig til gengæld hos en del anmeldere, som ikke brød sig om Thorgaard. (Han og jeg bevarede en sær gensidig sympati, og jeg fik flere hilsner fra ham, også i dagspressen, indtil hans tragiske, selvvalgte død. Jeg sørgede dybt over ham.)

Thorgaard opfordrede mig til at skifte forlag, men det ville jeg ikke. Jørgen Fallesen havde hjulpet mig frem, da ingen andre forlag ville have med mig at gøre. Man svigter da ikke sine venner.

I 1991 udkom min fortælling Øen bag synsranden på Brage med akvareller i sort og hvidt af min datter Karen. Den skulle egentlig have været en del af samlingen Havet omkring Jorden, men fyldte for meget i forhold til de andre tekster. Samme år udkom digtsamlingen Den truede lykke, som var blevet til i Italien. Jeg havde haft et legatophold på San Cataldo ved Amalfi om sommeren og følt mig ung igen. De nye omgivelser fik atter poesiens kilde til at springe.

På San Cataldo havde jeg været sammen med maleren Hans Tyrrestrup, som lavede en del pennetegninger fra stedet og omegnen. Han foreslog bagefter, at vi skulle slå vore resultater sammen. Bindet blev en farvestrålende plakat fra en af hans udstillinger. Plakaten kunne deles i tre dele, så der fremkom tre forskellige udgaver af bogen. Takket være Hans Tyrrestrups tegninger blev den solgt i 600 eksemplarer, det dobbelte af en normal dansk digtsucces. – Selveste Per Højholt var i Jyllandsposten godt tilfreds med digtene

Nu opnåede jeg for første gang en anmeldelse i Politiken ved Søren Vinterberg, en samlet bedømmelse af Øen bag synsranden og Den truede lykke. Den var positiv.

Jeg havde nu skrevet romanen Vandspejlet. Den havde haft en lang og besværlig tilblivelseshistorie. Da jeg boede hos mine bedsteforældre i Bederslev på Nordfyn, mens jeg gik i gymnasiet i Odense, fortalte min mormor mig om en skolekammerat, der var blevet plaget sådan af deres lærer, at han gik ud i skoven og druknede sig i et vandhul. Det blev til en novelle, hvor sagen blev set fra drengens synspunkt. Da jeg tog den frem nogle år senere, fandt jeg den for ensidig. Den blev nu til en dobbeltnovelle, hvor både drengen Holger og lærer Søndergaard fortalte, og handlingen rykkede op i min egen tid, men ikke længere end at det virkede sandsynligt, at Holger ikke blev sendt til en skolepsykolog.

Lærer Søndergaard stod mellem to kvinder, gårdmandskonen Lone og den ugifte bondedatter Malene. I næste version kom de to også med som fortællere. Men i Holgers hjem var forholdene heller ikke enkle. Hans forældre måtte høres, og dermed blev også disse to til fortællere næste gang. Også sognepræsten blev trukket ind i fortællergalleriet. Til sidst var der hele syv berettere. Sådan udviklede min fortælleteknik sig helt af sig selv fra version til version af bogen. Det var personerne, der bestemte handlingen, samtidig med at jeg måtte betragte hændelserne fra stadig flere sider. Jeg var omsider ved at kunne skildre personerne objektivt og komme bort fra mine skæmmende personlige vurderinger.

I begyndelsen brød jeg mig ikke særligt om præsten og Lone, men da jeg krøb ind i dem, kom jeg efterhånden til at forstå dem. Lone opfattes endda af mange som en af mine smukkeste kvindeskikkelser. Sådan kan litterær virksomhed udvikle sig til en slags erkendelsesproces.

Da Vandspejlet var færdig, brød forlaget Brage endnu engang sammen, og jeg måtte atter i kamp med forlagskonsulenterne. Jeg troede, at det ville blive lettere at trænge igennem denne gang, fordi jeg havde pæne salgstal og heller ikke var helt ukendt mere. Det litterære establishment havde set Thorgaards udsendelse. Men den eneste forskel fra tidligere bestod i, at man nu var længere tid om at sende de meget forskelligt begrundede afslag.

Interessantest var forholdet til min ulykkelige kærlighed, Borgen. Forlagsredaktøren sendte mig et høfligt afslag med bilag, en udtalelse fra en ikke navngiven konsulent. Den gik ud på, at Vandspejlet savnede de naturbeskrivelser og den sammensmeltning af natur og menneskesind, som havde kendetegnet Havet omkring Jorden og Løv som vinden jager – der her blev betegnet som en af de ti bedste danske romaner fra firserne. Det var pudsigt nok netop de to bøger, som Bo Green Jensen havde været så begejstret for, da han var konsulent for Thorgaard.

Jeg tyggede på den melding i nogen tid, før jeg svarede. Så skrev jeg et brev med adskillige fotokopier som bilag. Jeg vidste godt, at det ikke var almindeligt at sende en bog til et forlag endnu engang i urettet stand; men dette gjorde jeg, fordi jeg anså afslaget for at være forkert begrundet. Jeg havde ikke nogen anden til at forsvare mig efter Thorgaards død, så det måtte jeg gøre selv. Og jeg hadede at anvende litterære pegepinde på egne tekster, men det blev jeg desværre nødt til nu.

Først takkede jeg for, at man vurderede Løv som vinden jager så højt i dag. Det havde forlaget imidlertid ikke gjort tidligere, se bilag nummer 1! Dernæst henviste jeg til bilag nummer to, Borgens bedømmelse af Det sunkne land. De næste bilag var anmeldelser, der roste mig for netop det, som Borgen ville have mig til at ændre. Og jeg spurgte, om forlaget ikke kunne have taget fejl for tredje gang med Vandspejlet.

Derpå skrev jeg, at bogen efter min mening ikke manglede natur, eftersom strukturen i første halvdel var en storm og i anden halvdel et tordenvejr. Og med henblik på sammensmeltningen af natur og menneskesind anførte jeg, at man kunne diskutere, om læseren i bogens slutkapitel befandt sig uden for eller inde i lærer Søndergaard.

Redaktørens svar lød, at jeg jo ikke var en herr hvem som helst og havde argumenteret godt for min sag, så nu ville han læse bogen igen.

Efter at have læst bogen svarede han, at han var uenig med sin konsulent, men ikke troede på bogens salgsmuligheder.

Da forlagene var blevet så uendeligt længe om at komme med deres afslag – ofte mange måneder – tillod jeg mig at sende et manuskript til flere forlag af gangen. Ellers kunne jeg jo blive hundrede år, inden jeg var færdig med forlagsrunden. Til sidst havde jeg hele fire manuskripter ude, men lige lidt hjalp det.

Atter gav Jørgen Fallesen mig et råd, som jeg ringeagtede, men dog fulgte, og efter nogen tid skulle det vise sig, at det endnu engang var godt. Han bad mig sende bogen til Tiderne Skifter, et forlag som jeg troede meget lidt på ud fra dets hidtidige udgivelsespraksis. Det var ikke bøger som mine, man prangede med. Jeg hørte da heller intet derfra og regnede med, at man havde glemt mig.

I Bogmarkedet skrev man om mine vanskeligheder, og direktør Johannes Riis fra Samleren, kort efter Gyldendal, skrev til mig og bad om et manuskript, men det kom der heller intet ud af. Til sidst blev jeg så desperat, at jeg oprettede mit eget forlag. Da jeg var født i Tyrens tegn, kom det til at hedde Taurus, det latinske navn for tyr. Forlaget var allerede momsregistreret, da jeg ved årsskiftet 1993-94 kom i tanke om det manuskript, som havde henligget hos Tiderne Skifter siden februar. Den 3. januar ringede jeg til forlaget og fik forlægger Claus Clausen i telefonen. Han havde lige læst manuskriptet og ville tale med mig ved lejlighed. Jeg sagde så, at jeg sjældent kom til København og skulle begynde i skolen den 6. januar, så jeg fik lov at komme den 5. januar.

Der var sket det, at Tiderne Skifter skulle fusionere med Gyldendal, og så havde han bedt sine sekretærer sende alle manuskripter tilbage til forfatterne, men ved en uforklarlig fejl var Vandspejlet blevet sendt ned i stueetagen til Gyldendal. De opdagede omsider, at de havde haft – og afvist – bogen, og ved juletid kom den op til Claus Clausen igen. Han havde intet andet at læse, og voila …

Han sagde, at bogen havde en dejlig langmodig tone, og de ord har jeg altid holdt af ham for. De røbede, at han havde organ for det inderste i min digtning. Han sagde også, at hvis han udgav Vandspejlet, antog han dermed et helt forfatterskab. Til gengæld håbede han så, at jeg blev hos ham og ikke flakkede fra forlag til forlag. Jeg svarede, at det ikke var min natur at flakke. Jeg havde nu været gift med den samme kvinde i over tredive år.

Vandspejlet blev antaget, og så oprandt omsider den dag, hvor bogen udkom, den 28. oktober 1994. Der var adskillige rosende anmeldelser allerede på dagen. Den mest forbløffende kom fra John Chr. Jørgensen i Politiken, som skrev, at han ganske vist havde oplevet Thorgaards lovprisning af mig i fjernsynet, men havde troet, at det var Thorgaards sædvanlige ordgyderi. ”Nu må jeg sige undskyld til Thorgaard i hans himmel, læse Vagn Predbjørn Jensen fra en ende af og indstille ham til årets kritikerpris.”

Da græd jeg af glæde.

Kritikerprisen fik jeg ikke, men masser af omtale, og enstemmigt rosende. Omsider var jeg brudt igennem. Vandspejlet solgte godt og udkom senere også som paperback. Den banede vejen for en paperback-udgave af Tårnet i Atlantis, og det var ikke svært at få Isblomsten udgivet i 1995.

Isblomsten har sin oprindelse i H.C. Andersens selvbiografier, hvor han fortæller om sin konfirmationsforberedelse i Odense. Alle de fornemme konfirmander overså ham. Kun en enkelt viste ham venlighed, tilmed den fornemste af dem alle, og hun forærede ham oven i købet en rose. Hun hed Laura Tønder Lund.

Rosen optræder i 40 af Andersens 156 eventyr og betyder ofte noget særligt, f. eks i Snedronningen og Verdens dejligste Rose, hvor den repræsenterer uselvisk kærlighed. Jeg måtte vide mere om denne pige, som han knyttede sammen med rosen. Og en mærkelig, overset skæbne tonede frem. Hun var faderløs og digterisk begavet som han, og hun hjalp ham i hans vanskelige tid i København. Da han kom til Slagelse, rejste hun til Norge. Her blev hun syg og døde, kun 28 år gammel, til det sidste optaget af hans skæbne. I et af sine sidste breve til søsteren i Danmark skriver hun: ”Så skulle jeg alligevel få hæder og ære af min dreng.” Besynderlige ord. Som en mor eller søsters.

Isblomsten har især vundet mange kvindelige læsere for forfatterskabet.

I 1996 blev min bog Dyrlægens Johannes om Johannes V. Jensen udgivet af Farsø Bibliotek. Claus Clausen ville egentlig have været med i projektet, men sprang fra. Stoffet til bogen havde jeg samlet i Farsø og omegn, da min far blev hjælpepræst i Farsø. Midt i tresserne levede der endnu gamle mennesker, som vidste en del om digterens barndom og ungdom, men det var på høje tid at indsamle stoffet. Jeg havde dengang skrevet nogle kronikker om det, men ikke regnet med, at nogen ville have en bog om emnet fra min hånd. Nu var meget anderledes, fordi mit navn var blevet kendt.

Ikke alene havde jeg fundet en del stof om baggrunden for Himmerlandshistorier. Det var også lykkedes mig at trænge ind i digterens synske og spiritistiske barndomsmiljø, som havde været mørkelagt hidtil. Det viste sig, at han havde været mere indblandet, end han senere ville være ved. Hvor søsteren Thit Jensen gennemgående talte sandt, når det gjaldt fakta, fortav og forvanskede Johannes V Jensen dem, når de ikke passede ind i det billede, han ønskede at tegne af sig selv.

Den næste bog, Solkysten, udkom på Tiderne Skifter 1997. Den handler om Lars Løgum fra Det sunkne land. Nu er han en desillusioneret tandlæge på cirka tres år og ønsker at gense Vigø (hvor han tilbragte nogle år i den sene barndom), før han slår sig ned ved Costa del Sol. Han er fraskilt og har ingen kontakt med sine børn. Lars Løgum er mig, sådan som jeg ville være blevet, hvis bitterheden havde sejret, og alt i mit liv var gået galt.

På Læsø vakte bogen en del vrede. Jeg var ikke klar over, at man gik op i andre af mine bøger end Løv som vinden jager deroppe, og jeg havde jo forandret øens geografi i bogen en hel del. Men jeg havde åbenbart været for naiv. Søndermarsken blev genkendt som Rønnerne. Ved en forfatteraften med 60 deltagere i Havnebakken i Vesterø fik jeg imidlertid sat tingene på plads.

Jeg forklarede, at jeg var gået tæt på min egen familie, men at de fleste andre modeller intet havde med Læsø at gøre. Jeg havde gjort som så ofte før, at lade mine oftest opdigtede figurer optræde på en scene, som jeg kender i virkeligheden. Lars Løgums kærester er frit opfundne, Familien uldspinder Hansen vil man lede forgæves efter i bogen, Ballonen hører ikke til på Læsø, og frem for alt er Kongen og fru købmand Askholm ikke identiske med sognerådsformand Birch Nielsen og hustru, som man troede. Modellerne er et afdødt sønderjysk præstepar. Og sønnen Arne Birch Nielsen har heller ikke været model til Askholm junior. – Mødet sluttede i fred fordragelighed, og jeg solgte 27 dedikerede eksemplarer af Solkysten.

Glasvæggene udkom i 1998. Stoffet stammer fra min barndomstid i Tyskland. Jeg havde tegnet en plan over Pension Hipfel og anbragt personerne i de forskellige rum, så jeg havde nøje rede på forholdene. Ejgil Søholm påpegede i Jyllandsposten den bedrift, at jeg formåede at fastholde to parallelle spændingsforløb til sidst. I det hele taget var kritikken blevet mig god. Jeg opnåede nu anmeldelser i alle aviser, oftest rosende.

En af dagene udkom i 2000. Ved hovedpersonen, Christian Lyngsaa, er jeg gået ud fra min afdøde ven, maleren Valdemar Secher fra Skagen, men de eneste genkendelige fakta er hans tunghørhed, hans senile hustru og huset, hvor han boede. Alt andet havde forandret sig, mens jeg skrev. Maleren var blevet 40 år yngre og frihedskæmper, havde fået en søn, en elskerinde osv. Intet af det passede på Valdemar. Jeg har aldrig brudt mig om nøgleromaner. De er uretfærdige mod modellerne, og man udhuler sig selv ved at skrive dem. Stoffet skal gå ind i mit sind og omsmeltes der.

”Drømmende og virkeligt, åndeligt og anskueligt. Hvem andre end Predbjørn Jensen skriver så ualmindeligt gode romaner om ganske almindelige mennesker for tiden?” skrev Ejgil Søholm om bogen i Jyllandsposten. Men min forfatterkollega Bent Vinn Nielsen i Information mente, at jeg kun skrev ”for bibliotekarer og arkivarer, der endnu ikke er kommet sig over Martin A. Hansens alt for tidlige død.”

Jeg har aldrig forstået de hyppige sammenligninger med Martin A. Hansen. Min nærmeste åndsfrænde er snarere den tidlige Albert Dam, psykologen der er optaget af drab og skyld, med symboler skjult i naturalismen. Mellem to søer og endnu mere Så’ kom det nye brødkorn er geniale bøger. Den sidstnævnte har jeg læst otte gange. Men jeg opdagede dem så sent, at de ikke har øvet indflydelse på værker som Vandspejlet.

Stendyret fra 2002 bygger atter på oplevelser fra den tyske del af min barndom. Og så gik jeg igen over til dansk stof med Strømme 2004. Modellen til hovedpersonen Kirsten er min farmor, men heller ikke her er der tale om en nøgleroman. Bogen blev solgt godt og er meget elsket af læserne.

En slags fortsættelse, Regnskab, var begyndt at forme sig; men nu fik jeg pludselig travlt, idet mine lemmer mistede kraft, og jeg fik stillet diagnosen ALS, amyotrofisk lateral sclerose, en aggressiv sygdom, som intet har med den velkendte sclerose at gøre. Bogen blev skrevet færdig med én finger på en tung og træt højrehånd.

Min ven Rolf Dorset gennemså manuskriptet og var for første gang straks udelt begejstret for et nyt værk. Ved udgivelsen betegnede min forlægger, Claus Clausen, Regnskab som min hidtil bedste bog. Og adskillige anmeldere var enige. Som oftest forstod Johs. Nørregaard Frandsen bogen dybest. Han konkluderede i Fyens Stiftstidende, at det var ”en lille stor bog i et herligt forfatterskab”. Jeg var også meget glad for, at John Chr. Jørgensen i Ekstrabladet forstod den og gjorde op med visse anmelderes tendens til at kalde mig gammeldags. Betegnelser som moderne og umoderne er ifølge ham ikke brugbare kategorier ved bedømmelse af kunst. Digtere er ikke som bilmodeller. H. C. Andersen blev ikke overhalet af Herman Bang, og Bang blev ikke overhalet af Villy Sørensen. De er alle på banen samtidig. Jeg skriver ganske vist i en psykologisk-realistisk tradition, men gør det på min personlige måde.

Det har især glædet mig, at både anmeldere og læsere har rost bogen for den objektive skildring af personerne. At skildre mennesker indefra uden fordomme har været mit mål gennem årtier.

I mange år var jeg bange for, at mit skriveri stjal af den tid, som burde have været tilbragt sammen med min kone og mine børn; men de siger, at det føler de ikke. Og at jeg sikkert heller ikke ville være blevet nem at omgås, hvis jeg ikke havde fået lov til at skrive.

På grund af min tiltagende sygdom vil jeg næppe få kræfter til at skrive flere romaner. På nuværende tidspunkt kan jeg stadig skrive med én finger og fortsætter med mine Glimt, som offentliggøres på min hjemmeside tid efter anden. Det drejer sig om små erindringer og filosofiske notater, en slags mini-essays. Med et let forandret Andersen-citat kunne jeg sige: ”At skrive er at leve.” Det vil blive meget svært for mig den dag, hvor jeg ikke kan gøre det mere. Men jeg er taknemlig for, at jeg har nået at skrive så meget, og at mine bøger har sagt en voksende kreds af læsere noget. Dermed har de halvtreds års indsats ikke været forgæves.