Tale af Johannes Nørregaard Frandsen, Lektor og institutleder ved Syddansk Universitet, ved overrækkelsen af Blicher-prisen den 22. juni 2005  
Kære Vagn Predbjørn! 
Du er en forfatter af provinsens egne, der har haft de samme kvaler som Blicher i sin tid med for alvor at blive inddraget på bjerget, før bjerget måtte erkende, at det måtte komme til dig, for her talte en fortæller af den slags, bjerge må åbne sig for. Derfor er det helt rigtigt set af Blicher-Selskabet, at netop du skal have årets hæderspris i hans navn, i Steen Steensen-Blichers navn.
Første gang jeg mødte dit fortalte univers var i romanen Tårnet i Atlantis, og det var jo et passende sted, eftersom det var din noget sene debut i 1983, hvor du havde listet dig op på 47 år. Romanen stod som et tårn i et hav af vellyd. En skildring og tolkning af sagnet om det svundne land. Og her anslog forfatterskabet de temaer og den skildring af sammensatte virkeligheder, som kom til udfoldelse siden. Min interesse blev fanget, og jeg bad Rolf Dorset om at huske mig, når der kom flere af dine bøger til Stiftstidende.
Det viste sig siden, at det slet ikke var din første bog, for det var din skildring fra Læsø, Løv som vinden jager, der ikke straks havde fundet nåde hos forlæggere. Derfor rejstes tårnet i Atlantis før Læsøs fladere strandenge. Men Løv som vinden jager kom i 1984 og siden igen i 2000, for det var en roman, der, da den endelig trådte gennem smagsdom¬mernes nåleøje, fandt nåde for mange læserglade øjne. 
Vagn Predbjørn er født og vokset op ved vand, nemlig i Vester Vedsted ved Ribe, og har således haft lavvandede områder og marsk for øje, ligesom flade vandlandskaber spiller en rolle i forfatterskabet. Som Blicher brugte heden som et spejl på menneskets erkendelser, bruger Predbjørn vandet. Han har i øvrigt boet på Læsø og i Odense, blev læreruddannet i Århus i 1958, og arbejdede som sådan frem til 1996, i de fleste af arbejdsårene ved Rudolf Steiner-skoler.
Siden er der fulgt fjorten romaner eller novellesamlinger, fornemme gendigtninger, digte samt biografien Dyrlægens Johannes (1996), der tolker og skildrer Johannes V. Jensen og søster Thit Jensens opvækst og modning i Farsø. De 14 kunstneriske prosaværker er alle af stor æstetisk styrke og intensitet, ligesom værkerne alle steder søger at trænge ind i menneskesindet, der er som uredt garn. Predbjørn skriver i et endnu ikke udgivet essay om egne forudsætninger, at han som ung gik og kæmpede med litterære former og ambitioner. Den 27. juni 1955 forandrede hans liv sig imidlertid, fortæller Predbjørn i essayet, for den dag døde Martin A. Hansen, og: ”Det rystede mig. jeg havde ikke vidst, at han var syg, men troede, at han var lige så stærk, som han så ud til […] Nu kunne det ikke udsættes længere. Jeg vidste jo ikke, hvor lang tid jeg selv havde tilbage, selvom jeg kun var nitten.” (upubliceret manus). Døden bliver placeret i den unge digterspire, endelig¬heden og den store arv: dette skal du kunne som kunstner. Dette lod skal du løfte. Netop fordi det ikke længere kunne udsættes, blev det udsat, for målet var højt sat: At ville skrive sig ind i hjerte og sind hos mesteren Martin, der var gået foran.
I Vagn Predbjørn Jensens forfatterskab er det ikke mindst de to seneste romaner, Strømme (2004) og Regnskab (2005), som spiller op mod eller ind i det Hansens´ske univers. De to romaner, som deler tematik og personkreds, skildrer dels de lange strømmende forudsætninger for svig, svigt og nazistiske sympatier før og under 2. verdenskrig. Dels opgørets tid eller regnskabets time efter den 5. maj 1945. De to romaner skildrer en kreds af i alt tolv personer, der på forskellig vis er filtret skæbnemæssigt sammen, og som på skift bærer fortællerstemmen. Skildringen af deres fælles bestemmelser og beretningen om et regnebræt, der dels er åndeligt, dels større end den enkeltes vilje og indsigt, har nogle interessante paralleller til og tolkninger af Martin A. Hansens novelle ”Paaskeklokken” fra Tornebusken (1946). Vagn Predbjørn Jensens forfatterskab viderefører på flere måder sider af Hansens værk, fordi det insisterer på, at det menneskelige altid rummer en åndelig dimension, som individet må søge at komme overens med, for at det ikke skal dæmoniseres, og som det er kunstens opgave at fortolke og komme i samtale med.
Forsteningen af et uddødt havdyr spiller en rolle som symbol og ledemotiv i Predbjørns roman Stendyret (2002), der skildrer to drenges vanskelige venskab i et landskab af forstenede følelser i det sydlige Tyskland i slutningen af 2. verdenskrig. Fossilet, en såkaldt ammonit, er dannet i en smuk spiralform. Fingeren kan følge spiralgangen ind og ud igen. Den er i romanen symbol på det menneskelige sind, der kan være nedfrosset og forstenet, men dybest inde bærer befrielse og erkendelse.
Vagn Predbjørn Jensen skildrer alle steder i sit forfatterskab mennesker, der søger at komme overens med de uerkendte eller skjulte sider af sig selv, de sjælelige og eksistentielle sider. Det er således forholdet mellem personlighed og skæbne, mellem liv og bestemmelse, forholdet mellem forskellige dimensioner af det, vi opfatter som virkeligheden, der kunstnerisk set optager Predbjørn.
I romanen Solkysten (1997) skildres et dansk landsbymiljø med dets sladder og snæversyn. I Glasvæggene (1998) er scenen henlagt til Tyskland under nazitidens sammenbrud, hvor et lille pensionat er hjemsted for en flok mennesker, der er strandet her med hver deres frygtelige livshistorie, som dog viser sig at være flettet sammen bag glasvæggene, der symbolsk nok kun er halvt at skue igennem.
Vagn Predbjørn er en fortæller, som går sine egne kunstneriske veje i et forfatterskab, der vil skildre mennesker i hele deres livssammenhæng. I romanen Isblomsten (1995) om HC Andersens beundrer og hjælper, den dødssyge Laura Tønder Lund, fastholdes sider af forfatterskabets syn i det skønne billede af en isblomst på ruden, der danner en slags tunnel eller et rør mellem indre og ydre.
Man bemærker alle steder Predbjørns fine og frugtbare samtale med store digteres tekster og teknikker. Det har han meget præcist tilfælles med Blicher, der som bekendt var mesterlig, når han spændte den kunstneriske bue på en streng flettet af skjulte og åbne referencer til samtidens og klassikkens store fortællere. Det giver Blichers tekster et enormt rum af betydning, ligesom hans lydhørhed for det folkelige liv og sæderne er fænomenal. Det kan Predbjørn også, dette med at spille op mod teknikker af Dostojevski, Blicher, Blixen, Marin A. Hansen, Johannes V. Jensen med flere, ligesom han har den fornemme evne til at lade teksterne lytte sig ind i levende, folkelig stemmeføring.
Blandt romanerne i det kunstnerisk ambitiøse og tematisk sammenhæn¬gende forfatterskab er Vandspejlet (1994), hvor det dramatiske plot knytter sig til drengen Holgers død i den lille sø Kokæret. Søen er imidlertid samtidig et samlende symbol for forskellige virkeligheder, dybde og overflade, det tilsyneladende og det faktiske. Søren er også det geografiske midtpunkt for et landskab, der er skildret med samme dobbelthed af symbolsk landskab og konkret virkelighed, som Blicher kunne det.
Vi befinder os tidsmæssigt ved indgangen til 1950´erne. Laura og Alfred er småfolk i sognet. Deres samliv fungerer ikke godt, de kan ikke nå hinanden, måske fordi farmoderen på aftægt kommer imellem, måske fordi de savner sprog og evne til at forløse den anden i sig selv. Blandt deres børn er den lidt skravlede Holger, som bliver udsat for forældrenes følelsesmæssige terror mod hinanden, og som bliver et let bytte for skolekammeraternes evige jagt efter syndebukke.
Syndebukke! Dem har Predbjørnaltid kunnet skildre, så hår og terrorberedskab har rejst sig på mig - eller rettere i mig. Holger kan ikke forsvare sig, så hans rolle er givet: Offer!Holger dør som sagt under tragiske omstændigheder. Kokæret tager ham. Men hvem er skyldig? Er alle skyldige? Er der skyldige overhovedet?
Romanen er tilrettelagt, så læseren føres fra bevidsthedd til bevidsthed, fra synsvinkel til synsvinkel. Det er en teknik og en fortællerholdning, som Predbjøn anvender fornemt flere steder i forfatterskabet, og som han deler med store, klassiske fortællere, ikke mindst Blicher, der beherskede zoom-teknik mange år før sådan noget i øvrigt var opfundet. Vi åbner en række personers øjne og sind, vi føres rundt i disse menneskers indre krinkelkroge, vi smager på deres synspunkter, på det, de underforstår, og det de fortier. Der er ikke rart derinde, men kold beregning, kyniske betragtninger, uindfriede længsler.
Vi føres rundt, men der er ingen forløsning, trådene vil ikke lade sig binde, hverken i den enkeltes sjæleliv eller i det sociale liv. Alle lever hver for sig, bag hver sin glasvæg, for nu at referere til en titel på en anden fremragende roman, Glasvæggene, fra 1994. Det liv, de lever, bliver hadefuldt, fordi det er lukket inde i hver enkelt menneske uden tråde, der kan forbinde, og uden befriende rummelighed.
Læseren ved mere end personerne. Vi ved, at alle er skyldige, at Holger udsoner den skyld, der er ophobet, den skæbne, som er uforløst, og som derfor trækker alle ned i afstumpet had.
Holgers død bliver imidlertid også et gennembrud, sådan er offerrollen, man ofres for noget! Konkret splintres og gennembrydes den spejlflade, som Kokærets vandspejl danner. Og fra barnets tragiske skæbne, fra søens iskolde dyb, fra erkendelsen af dødens tilstedeværelse i livet, begynder der langsomt at formes nye mønstre, som peger mod liv.
Vandspejlet er bare ét eksempel på den kunst, som er så dyb og stor hos Predbjørn, og som udfordrer tidens tendens til overfladisk skøjteløb på tilfældige overfladespejlinger. Predbjørn kan nemlig den kunst at tolke sindets og det menneskelige fællesskabs skjulte bestemmelser. Det fortættes i romanernes portrætter og handlinger på en måde, som sjældent er set i dansk litteratur, altså når ses bort fra Blicher, HC Andersen, Blixen, Johs. V. Jensen og Martin A. Hansen.  
Vagn Predbjørn Jensens personer skildres ofte som vrag, der flyder på hadets hav. De styres af dæmoniske kræfter, som de ikke kan befri sig for, fordi de ikke magter selvindsynet. De har fortrængt evnen til at se og til at forstå det åndelige i tilværelsen. Derfor bliver det, som er det sandt menneskelige, dæmoniseret og fjendtligt. Det vidste Blicher, Martin A. Hansen og Johannes V. Jensen, ligesom Blixen producerede sine spejlkabinetter af fortryllende historier på denne indsigt i menneskers sind.
Men Predbjørns bøger og historier er langt fra negative og sortsynede. De handler jo om erkendelse. De handler om at se. Romanerne munder alle ud i hyldest til lyset. Predbjørn er en digter, der kan skildre det anelsesfulde og især vejen fra anelse til erkendelse. Præcist som når tågen og disen pludselig kan fortrænges af solen ved vadehavet, så et storslået, fladt, vandigt landskab åbner sin skænhed for blikket. Det vadehav, som du er så fortrolig med. Dit vadehav og Blichers hede, de rummer luftspejlinger, tolkningsmuligheder, udsyn og enorme æstetiske kræfter. 
Kære Vagn Predbjørn jensen, du er løvet, som vinden jager, du er den ø bag synsranden, som véd mere end vi, fordi du lader kunsten få lov til at lukke det op i dig, som vi pludseligt og stærkt opdager, som noget i os selv! Du, der med Brorson har skuet ud i Vadehavets tætte tåger, du er som kunstner Havet omkring Jorden, fordi du forbinder adskilte kontineter af eksistensens elementer: Ånd, anelse, indsyn, udsyn, sansning, og fordi du tror på det hav, der er så meget større end den enkelte, og som er mega større end den enkelte dråbe; men samtidig åbner du i din kunst for en så betydelig respekt for den enkelte dråbe midt i det buldrende hav, som man skal til de helt store fortællere som Blicher for at finde mage til.
Din kunst bærer respekten for livet i sig, respekten for mangfoldighed, for tilværelsens dybder og for det, som gør os til mennesker. Det er denne din kunst, der i dag hædres med en pris, der sætter navn på de alen, du skal læses og bedømmes med: Steen Steensen Blicher. En seer for Vorherre som du. Det er din kunst vi hædrer med denne pris, men det er sandelig endnu mere din kunsts ydmyge tjener, vi fejrer, nemlig dig! 
Tillykke med Blicher-prisen 2005. Den fandt sit mål. Hvad kunne den andet? Det var jo dens bestemmelse!