Vagn Predbjørn Jensen

G L I M T

Erindringer og tanker

Et udvalg

 

Når jeg sidder i min stue, arbejder i haven, cykler eller går gennem landskabet, bliver tankerne langsomt ledige. Så kan et uventet tankeglimt pludselig bryde ind i mit åndsfravær. Det minder om kornmod, et lyn fra begivenheder bag hukommelsens horisont. Et kort øjeblik stråler det glemte i samme glans, som da det blev oplevet. Nu og da åbenbarer det tilmed en betydning, som jeg ikke opfattede dengang. Og dog kan ordene aldrig genskabe hændelsen helt.

 

En dør lukkes i.

Det var en grålys sommeraften på Helgenæs. Min ven og jeg spadserede tavse og lod stilheden tale. Ved vejen lå et ubeboet hus, under omdannelse til ruin, men stadig med hele ruder.

Vi gik ind i de tømte rum. Pletter på det blegede tapet viste, hvor billederne havde hængt. I køkkenet stod komfuret, koldt og rustent, og vasken havde været tør i årevis. I vor fantasi forsøgte vi at genopleve det liv, som havde været levet her. En arbejderfamilie med mange børn. Med tiden fløj de hjemmefra, siden døde manden, og huset forfaldt for den gamle kone, indtil man omsider bar hende bort.

Jeg åbnede døren ud til bryggerset - og stod pludselig under åben himmel. Huset var skåret brat over som et rugbrød. Kun fundamenterne viste, at her havde stået mure engang.

Min ven lukkede stille døren bag os, selvom det vel kunne være ligegyldigt, om blæst og regn trængte ind i køkkenet en smule før. Døende var huset under alle omstændigheder. Men i det øjeblik elskede jeg den hånd, som ville værne om, hvad mennesker havde skabt. Eller måske snarere det, som fik hånden til at vise varsomhed.

 

Ballon.

Det var en efterårsdag på den for længst nedlagte jernbane mellem Slagelse og Næstved over Fuglebjerg. Jeg stod på bagperronen af togets sidste vogn og så skinnerne løbe sammen i det fjerne som en anskuelsestegning fra perspektivlæren. Et sugende spor mod uendeligheden bagude. Hjulene hamrede rytmisk hen over sammenføjningerne i skinnelegemet, og toget hvirvlede vissent løv op i den grå dag. Huse, marker og skove gled forbi og skabte den evige afskeds tungsindighed i sindet.

Toget standsede ved en landlig station, og to kraftige damer ville forbi mig. De lo, og den ene sagde:

"Flyt Dem lidt, unge mand, for nu kommer det tunge skyts!" - med skarpt y.

Med et fortonede vemodet sig ved at møde dette overskud af humør.

Balletdanseren skal helst være i besiddelse af det, man kalder ballon: evnen at holde sig svævende i et spring. Det er lettest for de graciøse og sylfideagtige. Men sjæleligt set behøver det ikke at være sådan. Den fede dame havde langt mere ballon end den slanke unge mand.

Drachmanns natpotte.

Der findes i Skagen et hus, hvor Holger Drachmann levede sine sidste år. Alt stod der stadig, som om han bare var gået ned til sit elskede hav og snart ville komme tilbage og digte om det. Selv sivskoene under sengen var der. Og ved siden af dem stod en natpotte.

Ved synet af denne alt for menneskelige genstand kom jeg til at tænke på hans dejlige linje:

"Jeg hører i Natten den vuggende Lyd af Venezias Vand."

Siden har jeg haft det svært med det digt.

Lykkelige Søren Kierkegaard, hvis bohave blev solgt på auktion, så vi nu udelukkende finder ham i det værk, han har efterladt!

Nogle år senere konstaterede jeg, at natpotten var fjernet; men skaden var sket.

 

Tidens acceleration.

Når man er trådt over livets midterlinje og ser tilbage, vækker det undren, at éns barndom var så fyldt med oplevelser. Det virker, som om årene havde en helt anden længde dengang end nu, hvor tidsrummene mellem nytår og nytår bliver stadig kortere.

I barndommen eksisterede tiden ikke - undtagen som kedsomhed, når man lå i sengen. Men så kom man i skole, blev indviet i urskivens mysterier og fik gradvis lært, at tiden er kostbar. Man havde efterhånden ikke mere tålmodighed til at betragte væddeløbet mellem to snegle, en edderkop der gjorde sit spind færdig, eller dråbernes uafladelige dryppen fra tagskægget ned i en vandpyt.

Hvad skete der efter konfirmationen? Livet blev mere og mere til data, som kunne indrykkes i Den blå Bog. I de fleste selvbiografier fylder barndommen mest eller har det rigeste indhold.

Kloge børn, som jeg har drøftet fænomenet med, har fortalt, at også de følte tiden "speede op", og at de bemærkede det omkring tiårsalderen.

Siden accelerer tiden mere og mere. Til sidst bliver farten så vild, at vi slynges af og lander i tidløsheden.

 

Braklægning.

Jeg ser for mig min gamle ven Lauritz Petersens marker på Læsø, som de henlå, da jeg besøgte ruinen af hans hus for nogle år siden. De var endnu græsklædte, men lyngen rakte sine fangarme ind langs grøfterne og prøvede at tage den tabte jord tilbage. Disse marker havde han vristet ud af heden med en møje, som man i dag næppe kan gøre sig begreb om. Han havde afbrændt lyngen stykke for stykke og pløjet sandjorden med stude foran ploven.

Nu kan det ikke mere svare sig at dyrke disse marker. De betegnes som urentabel marginaljord. Men selv fede herregårdsmarker lægges i dag ud til golfbane, selvom de er omgivet af stendiger, der burde minde os om hovbøndernes slid gennem århundreder for at rydde jorden. Og byerne frådser ligefrem i arealer.

Dette sker, samtidig med at millioner af mennesker sulter. Vor ødslen med landsbrugsjord er en hån både imod de sultende og de generationer, der gjorde markerne tjenlige til at brødføde os.

 

Tumleren.

Nu, hvor skyggerne bliver længere dag for dag, må jeg mindes en efterårsdag ved Fakkegrav for mere end femogfyrre år siden. Vejle Fjord lå sagte vuggende og blånede under den lave sol, som sank ned mod skovene i sydvest. Et marsvin brød pludselig gennem vandspejlet og svarede til sit folkelige navn, tumleren. Den slog kolbøtte på kolbøtte i vandet, dryppende af sølv, og havde tilsyneladende den herligste morskab.

Da marsvinet boltrede sig, brød det grænsen mellem poesiens og realiteternes verden og skabte et uforglemmeligt øjeblik.

Nu går marsvinene deres udryddelse i møde. Fattige bliver vi, når sådanne indtryk ikke mere kan opleves og senere boble op i erindringen.

 

Kalvebryst.

Min ven Hans var slagter og havde en særlig evne til at klare vanskelige kunder. En dag stod han over for en dame, der ville købe et stykke kalvebryst. Hun sagde:

”Men der skal ingen knogler være. - Og der må ikke være brusk på. - Og jeg vil heller ikke have fedt med.”

Hans svarede stilfærdigt, mens han skar kødet til:

”Må der være lidt kød?”

Alle i butikken lo, og damen måtte le med.

 

Liv på andre planeter.

Tilværelsen igennem har det undret mig at se den glød i blikket, mange får ved tanken om, at der kan findes liv på andre planeter. Måske lever der endda mennesker på en klode utallige lysår ude i verdensrummet.

Nå! Og hvad så? Vi vil jo være døde af alderdom, inden vore rumfartøjer når derud.

Det er nu engang vor skæbne at leve på planeten Jorden. Vore forpligtelser gælder alene den og dens beboere.

Vindens vemod.

Vinden syder sagte i granerne. Ingen anden lyd er lige så vedholdende og vemodig. Nu er jeg stærk nok til at udholde den. Da jeg var barn, følte jeg trang til at flygte fra den, men hvorhen? Søndag eftermiddag. Alene hjemme. Hvis nogen tilmed spillede på harmonika i det fjerne, satte gråden sig kvælende i halsen. Jeg anede, hvorfor nogle kunne drukne sig i mosehuller, der var lige så mørke og triste som deres øjne.

 

Dammens mysterium.

Min gamle ven Lauritz Petersen på Læsø troede inderligt på Gud, men også på så meget andet. Han var for eksempel overbevist om, at munkene på Klitgård havde kastet deres hellige kar i en nærliggende dam, da reformationen kom. Derfor havde han købt dammen af dens ejer og ville have Falck til at tømme den en dag til næste sommer.

Det ville far og jeg gerne være med til. Men da sommeren kom, udsatte Lauritz tømningen til sommeren efter uden at give nogen klar grund. Og ligesådan den følgende sommer.

Senere er jeg kommet til at forstå hans tøven. Måske rummer dammen virkelig en skat. Men hvad nu, hvis der bare ligger noget gammelt skrammel på bunden? Så længe dammen ikke er tømt, har den stadig sine poetiske muligheder i behold.

 

Regn i natten.

Nattens lange, lave lyd af regn. Har jeg læst disse ord engang? Eller har jeg selv fundet på dem? De melder sig ofte, når jeg vågner og hører regnen hviske i mørket. En lyd fra min barndom og alle årene siden da. Nedløbsrørene klukker sagte af fryd. Nu forfriskes planterne derude. Nu drikker den tørstige jord, og sneglene kommer frem fra deres skjul. Og jeg døser atter hen, overbevist om natteregnens nåde.

 

Uglen på kirkeloftet.

Da jeg var barn, gik jeg nu og da alene ind i Vester Vedsted Kirke. En dag var jeg kommet op på kirkeloftet. Den store flade lå tom med solskin ind gennem et par vinduer i blytaget. Her var fugtigvarmt som i et drivhus. Og så stille, at man ville have hørt træormene gnave, hvis ikke de holdt hvil i middagsstunden.

Pludselig kom en kæmpestor ugle ud af åbningen til det mørke rum over hvælvingerne med tyste vingeslag. Den forekom mig at have vingefang som en ørn. Jeg stod skrækslagen et øjeblik, inden jeg fik mine fødder revet løs. Så styrtede jeg de få skridt tilbage til tårnet og lukkede lugen efter mig.

Nogle dage efter så jeg uglen sidde på en luftledning. I sandhed en ordentlig tamp! Men herude i solskinnet var den bare en almindelig ugle fra zoologien. Da den kom ud af mørket over hvælvingerne, var den stedets ånd, der havde materialiseret sig.

 

Smilende portrætter.

Det er let nok for fotografer at fange vort ansigt. Bare et knips, så er et kortvarigt smil kommet i kassen og blevet langtidsholdbart. Maleren har det ulige sværere.

Som tiårig blev jeg malet. I lang tid måtte jeg stirre uafladeligt på det midterste P i ordet papir på et skilt over for vinduet, jeg så ud ad. Det trættede mig, og på maleriet virker jeg melankolsk.

Næsten alle malede portrætter får et indadvendt udtryk på grund af denne vedholdende stirren. Undtagelserne er få. På Skagens Museum hænger Christian Kroghs portræt af den leende Lars Gajhede. Hvordan fik kunstneren ham til at bevare grinet så længe, at det lod sig male? Lignede Kroghs malerøje den fotografiske linse?

Michael Ancher havde det lettere med sin Glade Elsie. Hun var evnesvag, og hos hende var smilet stivnet til grimasse.

Mona Lisas såkaldt gådefulde smil har altid været beundret. Skyldes det en ubevidst forståelse af, hvilken vanskelighed Leonardo da Vinci har haft at kæmpe med for at indfange det?

 

Pænhed.

Ved en forfatteraften sagde en kvindelig læser af Vandspejlet til mig:

”De er sådan en pæn mand. Hvordan kan de dog skrive den slags ting?”

Jeg måtte svare hende:

”At jeg kan finde på den slags, beviser netop, at jeg ikke er nogen pæn mand.”

 

Aftenkuldens blåhed.

Nu er det sensommer. I avisen læser jeg om badevandets høje temperatur. For første gang i mange år har jeg ikke svømmet i havet.

For utallige år siden gik jeg en tur i Marselisborg-skovene med min ven Ole Jørn. Vi fik lyst til et bad i Århusbugten. Skoven kastede allerede sin skygge ud over vandet, men når man balancerede ud ad en høfde, kunne man stadig sidde i solen og klæde sig af.

Om vinteren havde vi digtet meget, og et af hans poemer begyndte sådan:

”Svøbte du din arm i aftenkuldens blåhed? Giv mig lov at kryste den varm.”

Efter svømmeturen sad vi på stenene og klædte os på. Vi var meget kåde. Jeg var netop ved at iføre mig mine lyseblå underbukser af silke, da han udbrød:

”Svøbte du din røv i aftenkuldens blåhed.”

Vi grinede, så vi nær var drattet ned fra stenene. Og fremover blev vore digteriske udtryk mindre forskruede.

Stær og solsort.

Lige fra barndommen har jeg elsket salmen Blomstre som en rosengård. Særlig ordene ”skæres for den sorte Stær skal da Øjne mange” knyttede den til den danske adventstid. Bonden der skar slagteaffald, også griseøjne, i stykker og smed det ud på møddingen til de sorte fugle, så også de kunne mærke, at julen nærmede sig

Jeg var hen imod de tyve, da det pludselig gik op for mig, hvor tåbelig jeg havde været. Det er jo solsorten, ikke stæren, der bliver hos os om vinteren. Grundtvig må have tænkt på øjensygdommen stær.

Men går man bag om det latterlige i fejltagelsen, fremstår ordenes magi endnu tydeligere. Salmens stemning af lys og glæde kan endog gennemgløde en barnlig misforståelse og tage den med ind i digtets helhed.

Galgebakken ved Visby.

Et af de smukkeste steder på Gotland er galgebakken ved Visby. Den murede galge står højt og ensomt over den middelalderlige by. Galgen er velbevaret; hvis der blev lagt bjælker mellem dens tre piller, ville den atter være klar til brug.

Dybt nede ligger havet blåt og uendeligt, og bag det har Sveriges kyst gjort sig usynlig. Vinden hvisker sommerligt og driver sejlere hen over vandet. En herligere udsigt finder man næppe.

Formålet med at anbringe galger på bakker har naturligvis været, at så kunne de hængte ses langt borte fra, og deres straf ville dermed bedre tjene til skræk og advarsel. Men på dette sted får man den tanke, at den dødsdømte fik en tillægsstraf. Når han stod på stigen og fik strikken lagt om halsen på en dag som denne, skulle han tage afsked med livet på et sted, hvor man oplever verdens dårende dejlighed særlig intenst.

 

Engelsk syge.

Holberg spottede i sin komedie Jean de France det danske snobberi for alt, hvad der er fransk. Hvis han levede nu, kunne han passende skrive om snobberiet for det angloamerikanske. Gode danske ord glider hvert år ud til fordel for engelske.

For få år siden var en ting enestående. I dag er den altid unik, nu tilmed endog udtalt som junik af de særligt modebevidste.

Da prins Joachim blev gift, udråbte journalisterne det til et royalt bryllup. Nu er vi snart nået derhen, at ordet kongelig kun holder stand i betegnelser som Det kongelige Teater og Den kongelige Livgarde.

Man kan nu og da more sig royalt over mange tiltag for at være med på moden. Forrige år ville Middelfart oprette en stilling til en kvinde, som skulle foretage socialt opsøgende arbejde på gadeplan. Hun blev udnævnt til streetwalker, indtil mere engelskkyndige oplyste kommunen om, at streetwalker er betegnelse for en luder.

 

Blomster.

Der står blomster i mit vinterlige vindue og glæder mig med deres farver. Amaryllis, terzetter, orkideer. Det er en interessant tanke, at planten faktisk står på hovedet. Blosteret er dens kønsorganer, som vender opad mod solen - modsat menneskets.

 

Udviklingens kurve.

”Udviklingen kan ikke standses.” Det siges hver gang med den samme skråsikkerhed, som at to og to er fire.

Det stemmer ganske vist, at man ikke kan standse udviklingen betragtet som fremadskridende bevægelse i tid. Det ene år vil følge efter det andet, så længe der lever mennesker. Det er givet, at efter 2005 vil følge årene 2006 og 2007. Men med udviklingens kurve på de fleste andre områder er det noget andet. Den kan bølge op og ned og vil næppe ende i himlen.

Lad os betragte noget så enkelt som renlighed. I middelalderens byer gik både mænd og kvinder i badstuer mindst en gang ugentlig. Så kom syfilisen til Europa efter Amerikas opdagelse, og pludselig fik kurven et knæk. Badstuerne blev lukket, fordi smitten spredtes via dem. Ved Solkongens hof, højdepunktet af luksus, nøjedes man med at vaske hænder og ansigt. Ubehagelig kropslugt søgte man at overdøve ved hjælp af eau de cologne.

Og efter Første Verdenskrig troede man, at udviklingen nu gik mod evig fred på Jorden. Men en enkelt faktor i regnskabet manglede: korporal Adolf Hitler.

 

En solopgang.

I disse grå vinterdage mindes jeg en glæde, som jeg oplevede for mange år siden. Som så ofte før cyklede jeg fra Kappendrup Station hjemad til mine bedsteforældre, lidt trist på grund af vejret.

Med et fik jeg øje på en stribe sol.

Men næsten omgående gik det op for mig, at det bare var lærketræerne i det fjerne skovbryn, der endnu ikke havde tabt alle deres nåle.

Og dog, selvom himlen stadig var dækket af dis, levede forventningen om forårets komme nu i mig.

Præsten i Vejlbye.

Henrik Ibsen har en særlig evne til at slutte sine skuespil på en sådan måde, at dramaet spiller videre inde i os, når tæppet går ned efter sidste akt. Vil Nora i Et Dukkehjem vende tilbage? Vil fru Alving i Gengangere give sin syge søn dødshjælp?

Steen Steensen Blicher viser den samme evne. Han formår at afslutte sine bedste noveller på en sådan måde, at pilen sidder og dirrer i læserens sind, længe efter at den er afskudt. Og af ham kan forfattere lære meget med hensyn til økonomi. Hvad kan han ikke sige med et enkelt ord!

Slutningen på Præsten i Vejlbye er et mesterstykke. Der sker utrolig meget i det sidste afsnit på bare otte trykte linjer.

Den samvittighedstyngede Niels Bruus fremstiller sig således ikke kun for tyendet, men for alt tyendet i herredsfogedens gård. Man ser ham rende fra den ene til den anden i den folkerige landbrugsbedrift, helt ud til hyrdedrengen på overdrevet, for at bekende sin skyld.

Blicher bruger ordet en rørelse og ikke et krampeslag, et slagtilfælde eller en hjerneblødning om herredsfoged Erik Sørensens apopleksi, et genialt valg. Rørelse vækker associationer i retning af gråd, men også berøring. Han er blevet berørt af en usynlig hånd.

Novellen handler om to diametralt modsatte gudsbilleder, det gamle og det nye.

Blicher har tidligere antydet, at herredsfogeden snarere har den strenge Jahve end Jesu barmhjertige Fader til gud. Erik Sørensen citerer udelukkende bibelord fra Det gamle Testamente i sin dagbog. Han er retlinet og stræber efter at være en lige så retfærdig dommer som sin himmelske hersker. Præsten derimod indser ligesom tolderen i den nytestamentlige lignelse, at han er en synder, og søger tilflugt i Guds nåde. Og det er ham, der får oprejsning i novellens allersidste linje.

Det siges ikke på slap journalistisk maner, at Niels Bruus blev fundet død på præstens grav uden for Aalsø kirkedør tirsdag morgen. Nej, Blicher anbringer ordene i en dramatisk og højtideligt stigende rækkefølge. Vor bevidsthed panorerer langsomt frem til det væsentligste, og der stilles skarpt på slutbilledet:

”- men tirsdag morgen fandtes Niels Bruus liggende død uden for Aalsø kirkedør på den salige Søren Quists grav.”

Dengang omtalte man sin afdøde far som min salig far. Men her står der uventet noget andet, ikke ”salig Søren Quist”, men den salige. Præsten er altså i Himlen. Hans uretfærdige henrettelse forvandles med to korte ord til en martyrdød.

 

Den 31. januar 2005 klokken 16.

Hvem skulle tro, at kyndelmisse skal så sin knude om bare to dage. Jeg ser ud ad det store vindue mod syd. Udenfor sværmer han-myggene - for hvem eller for hvad? Vel bare for en tidlig forårsdag, hvor plænens farve er jublende frisk, efter at sneen er smeltet. Spurvene er enige med myggene; de kvidrer fornøjet i en busk nærved. Himlen hvælver sig i fjern blånen. De eneste skyer er de hvide streger, som flyene trækker efter sig, men striberne opløses blidt i uendeligheden. Set på afstand kan selv jetmotorernes forurening skabe skønhed.

 

Livets dementi.

Det er underligt, hvad man kommer til at huske, når man ligger vågen.

Da jeg var barn, fortalte min far om en tysk grevinde, der var fritænker. Hun blev begravet i Hannover og fik hugget ind i sin store gravsten:

”Så sandt som at denne sten ikke vil flytte sig efter min død, findes der heller ingen opstandelse.”

Men et frø var vokset op til et stort træ, og dets rødder havde i tidens løb væltet stenen om på siden.

 

Fokusering.

At fru Hansen plejer sin mand tålmodigt i fireogtyve år og hver dag følger hans tur i kørestolen, vækker ikke opmærksomhed. Men hvis hun i det femogtyvende år triller ham i havnen, så han drukner, beskæftiger medierne sig omgående med det. Derfor tror vi ofte, at det står værre til med verden, end det gør.

 

Oplevet i fjernsynet.

”Min approach er at pushe det her issue.” Sagt i aftes af en dansk marketing chef til en booking manager. Vort sprog bliver hurtigt mere hullet end en ost.

 

Drømmens gåder.

Hvordan går det til, at jeg kan sige til mig selv: Jeg vil vågne klokken fem minutter over tre i nat - og så gør jeg det faktisk? Har jeg en slags uhørligt tikkende tidsmåler indbygget i kroppen? Eller befinder sjælen sig uden for mig og kan se urskiven, tilmed i mørke, hvorpå den vækker kroppen?

I en drøm blev jeg dømt til døden, bundet til en pæl og skudt. Så vågnede jeg ved, at en bog i reolen var væltet. Drømmen tog tilsyneladende timer. Havde det sekund, hvor bogen faldt, udvidet sig så meget?

En kollega i Skagen havde stærke oplevelser af deja-vu. Engang befandt han sig for eksempel i en italiensk by, hvor han aldrig før havde været. Men han genkendte den og vidste: når jeg drejer til venstre om hjørnet dernede, vil jeg finde en postkasse på huset, og i den næste ejendom er der et apotek. - Sådan forholdt det sig faktisk, da han så efter. Og han spurgte, om jeg troede, han havde været der i et tidligere liv.

Postkassen er nok af ret ny dato, så jeg mente snarere, at han havde været der i drømme. Men i så fald kan man åbenbart bevæge sig ind i fremtiden, mens man sover.

Måske har de gamle mystikere ret. Den jordiske tid er relativ. Eller slet og ret en illusion. Tiden findes kun, fordi vi er bundet til en krop, som ældes og dør. Uden om os ligger evigheden.

 

Opdragelse.

Når man gennem et langt liv har samlet tilstrækkelig erfaring, er man omsider moden til at være opdrager; men nu er man sat fra bestillingen på grund af alder. Hvordan kunne det alligevel gå nogenlunde, dengang man var aktiv?

Årsagen må være den, at børn oplever opdragerens hensigt. Han er for eksempel ikke retfærdig, men han stræber efter at være det.

 

Romanen som ingen tør skrive.

En aften svigter den elektriske strøm i hele New York. Med et bliver de oplyste huse til sorte fjelde.

Hvad er der sket? Ingen ved det, for radio og fjernsyn virker heller ikke. Kun taxaernes lygter skinner nede i slugterne mellem skyskraberne. Man vil derned for at slippe væk. Men elevatoren fungerer ikke, så man må tage den uvante tur ned ad trapperne fra femogfyrretyvende etage.

Man springer ind i sin bil, men når kun hen til næste gadekryds, som er gået i gordisk knude, fordi lyskurven er slukket. Betjentene er magtesløse. Bilisterne tuder i hornene, og infernoet gør menneskene mere og mere desperate.

Folk strømmer op fra undergrundsbanen, hvis tog er gået i stå mellem stationerne. Byen bliver til en vrimlende myretue af mennesker. De vil alle bort, men hvorhen? Og hvordan? Til fods er afstandene uoverkommelige, og de få, som har en smule retningssans, kan ikke se stjernerne, fordi himlen er skjult af skyer.

Forbryderne har opgivet at berige sig, men hidtil fredelige borgere støder ind i hinanden, snubler og bliver aggressive. En absurd eksistenskamp begynder. Alles krig mod alle.

De terrorister, som fløj ind i World Trade Centres tvillingetårne, var rene amatører i forhold til dem, der kunne forårsage dette.

Storken.

At de små børn kommer med storken er i dag en forestilling, som vækker latter. Men sådan vil det altid være, når mennesker tager bogstaveligt, hvad der var sagt i overført betydning.

Det er Ingemann og navnlig H. C. Andersen, der har gjort den gamle folketro om storken og børnene kendt i nutiden, og Andersen vidste nøje, hvad han gjorde. Det kan man læse ud af eventyret Peiter, Peter og Peer. At storken henter de små børn i mosen er et billede på menneskets præeksistens; sjælen var til før fødslen.

I Rusland kaldtes storken for sjælefuglen. Og den har de tre farver sort, hvid og rød. I eventyrenes symbolsprog står sort for legemet, så sandt som vor krop skal blive til jord. Rød er sjælens farve - kærlighed og andre følelser, som varmer vort blod. Og hvid står for åndens klare, krystallinske kølighed.

Dronningen i Snehvide fik en datter, der var hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt. Det ideale menneske.

 

Skyernes skønhed.

Træerne står endnu nøgne, så himlen virker uendeligt stor. Hvide skyer sejler sagte hen over det blå. Og jeg må tænke på en sommerdag under mit månedlange ophold på San Cataldo i Syditalien. Jeg sad i samtale under siestaen, da jeg pludselig fik øje på nogle lange skytotter, der steg op ovre bag Ravello i sneglefart. De mavede sig op over de kratklædte bjerge, og den forreste sky gemte allerede sit hoved bag dem.

Jeg standsede op midt i samtalen og løb ud på terrassen for at iagttage skuespillet. Pludselig gik det op for mig, hvad jeg havde savnet så længe uden at tænke over det. Skyerne.

Sydens himmel er næsten altid skyfri, og bjerge og byer fremtræder i skulpturel klarhed. Dette er arkitekturens og statuernes land. Man skal nord for Alperne for at opleve den vandfyldte luft. Malerkunsten er nået længst i Frankrig, Holland og Danmark, hvor de lette dampe fra Atlanterhavet slører og skaber nuancer.

Hvad skylder vi ikke skyerne! På sommerdage kan de stå som søjler over horisonten. Bevæger man sig frem imod dem i bil, kommer man dem ikke nærmere, selvom man kører fra Jylland til Sveriges østkyst.

Og hvide, bølgende skyer ved synsranden erstatter de sneklædte alper, som Danmark ikke har. Men skyerne er bedre end bjerge, fordi de ikke er massive. De flytter sig stilfærdigt og skaber stadig ny skønhed. Tager os umærkeligt med ind i en verden af blide dagdrømme - og inspiration.

 

Fyrretræerne.

Hver gang jeg svinger til venstre ind ad vejen til vort sommerhus i Skagen og ser på fyrretræerne ovre til højre, må jeg tænke på det, der skete her engang. En aften i det sidste krigsår cyklede en ung mand hjem til sine forældre i Gammel Skagen. Han blev standset, revet af cyklen, slæbt ind mellem træerne og skudt. Likvideret som stikker.

Men var han virkelig det?

Den dræbtes søster, et meget sandhedskærligt menneske, led under betegnelsen stikker til sin død. Hun sagde, at han i det højeste havde solgt nogle høns til tyskerne. Og andre, som kendte ham godt, støttede hendes forklaring.

Sagen er aldrig blevet undersøgt. Det måtte ikke ske af hensyn til frihedskæmpernes nerver. Men hvad med de efterladtes? Endnu i dag vil den dræbtes nevøer og niecer helst ikke tale om morbroderens død.

Man kunne vel have ladet politiet efterforske den slags sager diskret uden at rejse tiltale. Så kunne det være blevet fastslået, om den dræbte bar den hæsligste af alle betegnelser med rette, eller der var sket en grum fejltagelse.

 

Ved dødens bred.

Da jeg så min ven Martin sidste gang, boede han på et plejehjem i Ribe. Han var nær de halvfems og var blevet krumbøjet, men forstanden og sanserne virkede intakte.

Han ønskede at se ”e haw”, og vi kørte derud. Jeg standsede bilen på digekronen. Vi steg ud. Støttet til sin stok stirrede han mod vest, hvor vandet kom listende ind over fladerne og omskyllede ebbevejens riskoste.

Derude havde han gået utallige gange og røgtet sine kroge, når der var ebbe. Nu tog han synet med sig hjem for sidste gang.

Vi stod tavse ved siden af hinanden længe. Men så tog han i bildøren, og jeg hjalp ham ind. Og jeg så, at Vadehavets uendelige, grå melankoli virkelig lå i hans blik.

 

Sært sammentræf.

Jeg får ofte en tilskyndelse til at gøre et eller andet mærkeligt, ja absurd.

I 1957, da jeg var på tur til London med min seminarieklasses engelskhold, kom en tilskyndelse til mig på Picadilly Circus Station i myldretiden, mens jeg var på vej ned til et tog. Jeg gik tilbage til forhallen for at bevise indskydelsens tåbelighed over for mig selv. Hvem i alverden var der mulighed for at møde her?

Idet jeg rundede kiosken nær ved hovedindgangen, trådte Peter la Trobe ind fra gaden, den eneste englænder jeg kendte blandt Londons 9 millioner indbyggere. (Han havde sørget for indkvarteringen.) Vi stirrede forundret på hinanden, og han sagde:

”Mærkeligt! Jeg plejer altid at fortsætte med bussen til Trafalgar Square, men i dag var der pludselig noget, som sagde til mig, at jeg skulle stå af her.”

Stinne i Stranden.

Hun begyndte som mors vaskekone på Læsø, men blev efterhånden mere end det. Jeg havde svært ved at forstå hende det første års tid, for hun var fra det nordligste Vendsyssel og talte Ålbæk-egnens dialekt mere udpræget en de fleste andre vendelboer. Hendes opvækst havde været typisk for tid og miljø. Fattigt landarbejderhjem. Ud at tjene som skolebarn. Hun fortalte engang om en vinterdag lige før jul, hvor hun som niårig skulle finde et af gårdmandens får på Hulsig Hede. Hun fandt det virkelig i skumringen og halede det de ikke få kilometer hjemad ved pelsen, om kap med snestormen som gjorde hendes hænder følelsesløse.

Som ung havde hun tjent hos bager Saxild i Skagen, Anna og Michael Anchers nabo, og han havde villet male hende, men hun sagde nej. Det har nok været for særprægets skyld. Nu, hvor hun var over midten af tresserne, var hun i hvert fald ingen skønhed mere. Hun havde ingen øjenbryn, og ansigtet virkede underlig affedtet. Måske havde de mange års ophold i vaskebaljernes sæbedamp gjort deres virkning. Men man tænkte ikke over det, fordi hun ligefrem boblede af humør. Hun talte og lo dagen lang og kvidrede om kap med den tamme stær, der fik lov at flyve frit omkring hjemme i hendes køkken.

Man må i Stinnes tilfælde tænke på Storm P's ord: ”Hvis folk er glade, er det sandelig deres egen skyld.” Hun kunne ikke have særlig meget at være glad over, når vaskedagene hos os betød et lyspunkt for hende. Manden var, hvad man på jysk kalder en tværing, og de tre hjemmegående sønner lignede ham i sind. Deres hovedbeskæftigelse var at gå på jagt eller lede efter rav. Landbruget overlod de storsindet til moderen, og det blev naturligvis derefter, når hun også fik lov til at gå ud og vaske. Deres lille ejendom lå på et strøg ud mod Rønnerne, som nærmest var landfaste med Læsø, så navnet Stranden var noget misvisende nu, men har vel været træffende engang.

Stinne takkede både Gud og sognerådet, da hun som 67 årig fik udbetalt sin aldersrente, som folkepensionen hed dengang. Nu behøvede hun ikke at gå ud og vaske mere; men hos min mor kom hun stadig for sin fornøjelses skyld, hver gang med en pose bolcher i forklædelommen til Knud, min mindste bror. Årets kulmination var afholdsforeningens juletræ, og her tog hun ham altid med. I kirke og missionshus kom hun ikke, men hun var glad for Vorherre, og det var sikkert gensidigt, for hun spredte glæde og godhed omkring sig, også til dyrene. For sine få sparepenge købte hun en mishandlet hest og plejede den resten af dens liv.

Men i dag vil folk vel næppe tro, at jeg engang har kendt et menneske, der var taknemlig for så lidt.

Udødelighed.

Alle kendsgerninger taler imod, at der findes et liv efter døden. Kun én ting taler for det: menneskets længsel. Som Franz Werfel sagde: ”Tørst beviser eksistensen af vand.”

Og hvorfor higer man efter at udvikle sig livet igennem, hvis tilværelsen bare ender som en timetervippe ud i intet?

 

Når kunsten krænkes.

Der var fernisering for en udstilling af såkaldt provokerende moderne kunst i Aabenraa, og pressen og det sædvanlige publikum lyttede endnu engang til de sædvanlige dybsindigheder om at flytte kunstens grænsepæle.

Næste morgen var der stor ståhej. Et af kunstværkerne var forsvundet sporløst i nattens løb, skønt lokalet havde været aflåst. Mysteriet blev imidlertid opklaret, da man talte med den kvinde, der havde gjort rent. Hun havde ikke opfattet, at dyngen af fedtet pølsepapir og cigaretskod i hjørnet var et kunstværk. Det var havnet i en skraldespand og lod sig desværre ikke genskabe.

Hvad nu?

Man sendte skyndsomst en bil til en pølsebar i Haderslev, hvor der endnu ikke var gjort rent, men indholdet af affaldskurven dér var jo ikke helt ligesom det i Aabenraa. Kunstneren erklærede dog storsindet, at han var tilfreds, så der kom ingen retssag ud af det.

Og dette her er ikke noget, jeg har fundet på. Det er virkelig sket!

 

Fyrtårne.

Det var som dreng på Læsø, at jeg første gang stødte på fyrvæsnet og dets folk. Nær øen lå der dengang adskillige fyrskibe fortøjet ved farlige grunde: Læsø Rende, Trindelen, Kobbergrunden. Vor nabo og to genboer var fyrskibsmatroser. De havde en vis flegma til fælles. Søfolk må i sig selv lære at praktisere sindsro, men man skal vist ligefrem være stoiker for at sejle med et skib, der ikke flytter sig ud af stedet.

Fyrskibsmatroserne lå ude på skibet i seks uger og var derpå kun hjemme på landlov i to uger, så de ægteskaber var stabile. Begge parter havde lært at affinde sig med vilkårene og indset, at den væsentligste del af livet består af udfyldt ventetid.

Mændene fordrev tiden på de lange frivagter derude med fingerfærdighed, hobbies der kan dyrkes alene og i tavshed. De byggede skibe ind i flasker, snittede, flettede, strikkede. Der læstes ikke meget. Den, der beskæftigede sig mest med bøger, var nok vor genbo Larsen. Han indbandt dem..

Fyrmesteren ude på Nordre Rønner Fyr kunne ganske vist være sammen sin kone altid, men ægteparret var til gengæld stavnsbundent. En af dem måtte altid være på fyret, når det var tændt, og om dagen kunne de ikke fjerne sig ret længe begge to. Deres skolesøgende børn var kun hjemme i ferier og weekender med tåleligt sejlevejr. Men heldigvis kunne børnene bo hos bedsteforældrene i Vesterø, hvorfra de kunne skimte hjemmet derude, hvis ikke tåge lagde sig imellem.

Ikke alle fyrtårne er så akavet og ensomt placeret som det på Nordre Rønner. Nu er de fleste ikke mere bemandede, men fjernstyres, og det sidste fyrskib blev inddraget for årtier siden. Men i min barndom led fyrvæsnets folk, både mænd, koner og børn, afsavn for andres skyld. Det tænkte dog vist ingen på, når fyrene sendte deres blink ud over havet.

Jeg mindes en stille, lys sommernat, hvor jeg sejlede med galeasen Merete fra Læsø til Korsør. Himlen var tyndt bestrøget med sølv og spejlede sig i havet. Kun få stjerner havde styrke nok til at gøre sig gældende. Også halvmånen havde givet op og sænkede sig svagt lysende mod synsranden. Men fyrene blinkede trofast efter tur, mens den bankende maskine førte skibet ned gennem Kattegat ad den minestrøgne rute. Anholt. Fornæs. Hjælm. Vesborg. Skipperen udpegede dem for mig efter deres blink og position. Det var vemodigt, når et af dem ikke kunne ses mere. Men snart efter dukkede et nyt op.

Skibene kunne stadig støde på miner, men fyrene var vore fjerne vogtere. De åbnede et lysende øje på klem og gjorde natten fredfyldt.

Mens jeg boede i Skagen, kom jeg tættere på fyrene end før. Særlig Det grå Fyr ude på Grenen gjorde indtryk. I en nat, der var så sort som det indre af en sæk, kunne fyrets blink få Den tilsandede Kirkes tårn til at vise sig spøgelseshvidt foran én lige i det sekund, hvor strålen fejede hen over det. Men endnu større indtryk gjorde fyret en lige så mørk nat, når man stod tæt ved det. I virkeligheden blinkede det slet ikke, men lyset kørte langsomt rundt over én. Strålerne var stivere i en perfekt paraply, og et tyndere lys lå som det udspændte stof imellem dem. Strålestiverne var bøjet nedad og måtte ramme havet et sted bag synsranden.

Skibene bruger radar nu, og radiobølger, og hvad véd jeg. Fyrene bliver efterhånden overflødige som al anden poesi i dagligdagen. Om få år vil man slukke dem. At nogen kan nænne det!

 

Idyllikeren, lorte-naturalisten og realisten.

En sommerdag gik tre brødre ud på en eng for at nyde det gode vejr. Den forreste gik og fløjtede og øjnede kun blomsterne. Derfor bemærkede han ikke kokasserne, gled i en af dem og satte sig hårdt på halen. Den anden gav sig til at undersøge kokassen, men stak næsen så dybt i den, at han hverken kunne lugte eller se blomsterne. Den tredje så både kokasserne og blomsterne og kom uskadt hjem efter en dejlig tur.

 

Fuglesang.

Om natten er der stille i mørket uden for mit åbne vindue, undtagen når en bil nu og da høres i det fjerne. Men hvis jeg vågner en time før solopgang, hører jeg fuglesang, især af solsorter. Når solen kommer frem, bliver der derimod tyst. Så får fuglene travlt med at bjærge føden, og det må de gøre dagen lang. Først om aftenen synger de igen.

Hvor er det beundringsværdigt, at de vil vågne i det spæde morgengry for at prise solen og den kommende dag.

 

Kriminallitteratur.

”Forbrydelse betaler sig ikke.” Denne floskel blev modsagt muntert af Agatha Christie med henvisning til de mange millioner, hun havde tjent på sine kriminalromaner.

På grund af min hang til at skrive om forbrydelser har min svoger ofte sagt, at jeg ville gøre min lykke ved at skrive en krimi, og kritikeren Ejgil Søholm har drillet mig i aviser med, at jeg åbenbart følte mig for fin til at gøre det. Jeg har forsvaret mig med, at jeg i min debutbog Tårnet i Atlantis opklarede en gåde, oven i købet fra virkelighedens verden (ligesom Poe i Myseriet Marie Roget). Men en ægte krimi var det vel ikke. Der blev ikke begået nogen anden forbrydelse på den lille klippeø Eilean Mor end den: at isolere tre mennesker så hårdt og så længe.

Kriminal har med det latinske ord for forbrydelse, crimen, at gøre, på engelsk crime og criminal. Når en forbrydelse (næsten altid et mord) er begået, skal den også opklares, og dette sker i krimien hver eneste gang. Ellers ville læseren lægge bogen skuffet fra sig og ikke anbefale den til andre.

Genren blev skabt af det tragiske amerikanske geni Edgar Allan Poe i et par noveller med en fast opdager, der med sin deduktive metode blev forbillede for Conan Doyles verdensberømte sporhund Sherlock Holmes.

Conan Doyle er stadig den uovertrufne kriminalforfatter, også med hensyn til hæderlighed. Her lægges alle kendsgerninger frem for læseren, der burde kunne drage de samme følgeslutninger som detektiven. Anderledes for eksempel hos Agatha Christie. Hun driver gæk med læseren. Gemmer ofte et es i ærmet. Hercule Poirot har været i Somerset House og fundet ud af, at to personer i virkeligheden er mand og kone, hvorved et motiv for forbrydelsen pludselig viser sig. Og direkte snyd på vægten er det, når hun i Sittaford mysteriet beskriver i alle enkeltheder, hvordan en person kommer til mordstedet som den første og opdager ugerningen, hvorpå hun til slut afslører ham som morderen. Hvordan i alverden skulle læseren kunne dømme en person, som forfatteren på forhånd har frikendt på den måde?

Hos Agatha Christie er det altid en god idé at gætte på den mindst sandsynlige som den skyldige. Og bliver nogen erklæret skyldig og derpå frifundet som i Døden på Nilen, har vedkommende alligevel begået mordet, bare på en anden måde.

Holmes' deduktive metode inddrager ikke den skyldiges psyke. Conan Doyle beskriver alene vejen til opklaringen ved at lade detektiven finde fakta. Ingen psykologiske profiler af morderen her! Det utilfredsstillende hos andre forfattere er oftest, at psykologien sløres. Hvis alle fakta lå fremme dagen, ville den indfølende læser jo hurtigt regne ud, hvem den skyldige er.

Dostojevski er den første og hæderligste kriminalforfatter i den psykologiske genre. I Forbrydelse og Straf skildres Rodion Raskolnikovs motiv til forbrydelsen og derpå hans dobbeltmord. Spændingen skyldes alene skildringen af dets følger. Vil morderen blive afsløret? I så fald hvordan? Og hvor længe kan han udholde sine sjælekvaler?

De store psykologer er åbenbart enige med Sokrates i, at straf er et lægemiddel. Albert Dam bekræfter Dostojevski på negativ vis. Morderen fra Mellem to søer bryder sammen i fortsættelsen Den firlængede gård, fordi han ikke afsløres. Det samme sker for mordersken i Så' kom det nye brødkorn.

Raymond Chandler er mesteren i den sproglige genre. Afsløringen til sidst er sjældent noget særligt hos ham. Skyldes det mon, at detektiven Marlowe bliver slået brutalt ned i hver eneste roman? Det er ufatteligt, at mandens kranium holder til det! Men bøgerne tåler i modsætning til de fleste andre krimier genlæsning på grund af sproget med den desillusionerede humor.

Aksel Sandemose lader i Det svundne er en drøm sin fortæller være uvidende om, at han har begået et mord, men læseren opdager det og bliver således romanens detektiv. Sådan kan krimien varieres på stadig nye måder. En enkelt variant har vi dog stadig til gode. At morderen til allersidst afslører detektiven som den egentlige morder. Hvem er mon mand eller kvinde for at klare den?

 

Magtesløshed.

Jeg fik som femårig en livrem, der voldte mig mange bryderier. Den blev lukket med en lodret tap, som jeg simpelthen ikke kunne rokke. Før jeg kunne gå på wc, måtte jeg have hjælp af min mor eller en af tjenestepigerne.

På den tid fik jeg en blindtarmsbetændelse, som truede mit liv, og jeg lå på sygehuset længe efter operationen, fordi nogle små knuder i maven blev mistænkt for at være tuberkler.

En nat drømte jeg aldeles livagtigt, at jeg trængte til at komme på toilettet. Jeg fik hjælp med livremmen og gav lettet los. Så vågnede jeg varm og våd. Jeg havde tisset i sengen.

Sygeplejersken skældte mig ud. Den slags burde jeg virkelig være for stor til nu. Det var jeg jo også. Der var flere år siden, at jeg havde tisset i sengen. Men hvordan kunne jeg forklare hende dette med livremmen, og at drømmen havde virket fuldkommen naturlig? Jeg måtte lade uvejret gå hen over mig.

Nederlaget svier endnu i dag.

Hvor ofte mon jeg selv senere har begået uret mod et barn, som manglede ord til at beskrive sin situation med?

 

Undertrykkelse og undergrundsvid.

I autoritære systemer reagerer de undertrykte ofte med vid. Nød lærer som ofte sagt nøgen kvinde at spinde. Nazistyret forstod ikke spøg. Det kunne koste streng fængselsstraf at fortælle en politisk vittighed, men der blev alligevel skabt og fortalt mange. Lige efter sammenbruddet var det muligt at samle dem til hele bøger.

Man har påstået, at tyskere mangler humor, men hvad med ham, der skrev på en bomberuin: ”Føreren har lovet: I skal bo lyst og luftigt!”

Bayern blev ikke rigtig nazificeret. Heil Hitler slog aldrig an. Man fortsatte med den katolske hilsen Grüss Gott. Og fra Bayern må den følgende stamme:

Den ikke særligt smukke Gauleiter Julius Streicher er kommet til München for at se udstillingen Degenereret Kunst. Han skælder og smælder over Matisse og Picasso og råber:

”Se nu portrættet der! Det ligner jo fuldkommen en bar røv.”

Kustoden siger: ”Undskyld, men det er et spejl.”

Kort før sammenbruddet sagde man:

”Enhver, der kan hverve to nye medlemmer til Partiet, får straks lov til at melde sig ud. Hvis man kan hverve hele fem medlemmer, får man også attest på, at man aldrig selv har været med.”

Hamburg var et andet centrum for folkelig trods. Goebbels, som ikke var særligt ”arisk” af udseende, kommer til byen inkognito. Han giver en taxachauffør ti Mark i drikkepenge, og bagefter mumler chaufføren:

”Det er det, jeg altid har sagt: Jøderne er nu anstændige mennesker.”

Også Hitler kommer til Hamburg for at høre, hvad folk virkelig mener om ham, så han har forklædt sig. Han stiller sit spørgsmål til en taxachauffør, som kører ham langt ud i skoven og hvisker:

”Jeg synes godt om føreren.”

Også i det hedengangne DDR skaffede folk sig luft ved at lave vitser. Hver gang man var på besøg dernede, fik man et læs med sig hjem. En typisk:

Statschefen, Ulbricht, er på fisketur med den vesttyske forbundskansler, som fanger mange, men Ulbricht får ikke bid. Til sidst spørger han om grunden og får følgende svar:

”Det er dit partiemblem. Når du har det på, tør ingen åbne munden.”

Også i den gammeldags Sorte Skole var elevernes opfindsomhed stor. Søren Kierkegaards lærer var forlovet med en pige, som hed Charlotte Lund, og knægten skrev en fristil med titlen ”Om Charlottenlunds yndigheder, vejen dertil og de glæder, man nyder der.”

I gymnasiet havde min far en sorthåret dansklærer, som var ved at blive skaldet. Når eleverne nu og da fik lov at vælge en sang, skiftedes de til at foreslå Alt månen oprejst står bag sorte skove.

En satiriker.

Under mediepostyret omkring pave Johannes Paul den Andens død og begravelse var der også lidt sendetid til Hans Scherfig, Danmarks største satiriker siden Gustav Wied. De to overlappede for øvrigt hinanden tidsmæssigt. Scherfig blev født i 1905, Wied død i 1914.

Det forsømte forår vil blive læst og troet længe endnu. Men min tysklærer i gymnasiet, lektor Ove Jappe, gik på Metropolitanskolen samtidig med Scherfig og havde svært ved at genkende billedet af skolen i bogen. Modellerne var forstørret op i det uhyrlige, og lærerne slog ikke eleverne.

Sit ypperste nåede Scherfig i Den forsvundne fuldmægtig. At fuldmægtigen i fængslet omsider er havnet på sin rette hylde, det er guddommelig -eller djævelsk - morsom satire. For djævelen er satiriker, mens Gud er humorist. Han ejer medfølelse. Og indføling.

Da William Heinesen fyldte firs, gav han et stort radiointerview, hvor intervieweren blandt sagde:

”Det forekommer mig, at De også elsker skurkene i Deres bøger.”

Heinesen svarede.

”Ja, naturligvis. Det må man da. Men det gør min meget gode ven Scherfig desværre ikke. Derfor bliver hans bøger af og til så sort-hvide.”

Netop!

I Scherfigs Frydenholm er frihedskæmperne ædle og englerene, samarbejdsfolkene er skurke, og tyskernes venner er latterlige som den perverse trussetyv Bukse-Marius. Scherfig, som også var billedkunstner, har klippet sine figurer ud i karton og klistret dem op på en historisk baggrund. Frydenholm kunne være blevet den store roman, der afsagde en retfærdig dom over besættelsestiden. På grund af hans enøjethed blev den bare et bittert partsindlæg.

 

Maskinsprog.

For mindre end ti år siden begyndte man endnu en ny dag, en sang eller en gudstjeneste; grundlagde en skole; indledte en proces; oprettede en stilling; stiftede en fred; indgik i noget; indstiftede et ægteskab. Disse og mindst ti andre ord erstattes i dag af bare eet. Alting starter nu. I den næste bibeloversættelse vil det givetvis hedde: ”I starten producerede Gud himlen og Jorden.”

Og når noget så er startet, kører det, og til slut stopper det. Ligesom en bil.

 

Darwin og Kropotkin.

Darwin levede i det industrialiserede England, hvor Manchester-liberalismen florerede. Som et russisk ordsprog siger: ”Enhver hytter sig selv, og fanden tager de bagerste.” Han så på naturen med sit samfunds og sin samtids briller og bemærkede udelukkende kampen for tilværelsen. Darwinismen blev til en livsanskuelse. Følgerne af dette slås vi med den dag i dag.

På samme tid levede Pjotr Kropotkin, anarkismens fader, ovre i Rusland. Der var halvfems procent af befolkningen stadig bønder, som levede og dyrkede jorden i fællesskab. Sådan en landsby hed mir. Det betyder også fred. Og bonde hedder krestjanin. Det ligger tæt på kristjanin, som betyder kristen.

Da Kropotkin udforskede Sibiriens natur, betragtede han den med sin samtids og sit samfunds briller. Derfor bemærkede han især, at det var de dyrearter, som hjalp hinanden, der klarede sig bedst. Hans forskning forblev stort set ubemærket. Hvad ville der mon være sket, hvis hans synspunkter havde fået betydning, især på livsanskuelsernes område!

 

Fortryllet nat.

Vi var tyve og nitten år, min ven Ole Jørn og jeg, den nat da vi vadede nøgne ud i bugten mellem Helgenæs og Mols. Jeg fik et kortvarigt gys, da kroppen dukkede under. Men vandet føltes varmere end om eftermiddagen, mens solen skinnede. Det var fristende bare at blive i det, kun med hovedet oven for det rolige vandspejl. Mørket stemte os til tavshed. Månen gjorde sig en smule bemærket bag et tyndt sted i skydækket, som holdt jordens varme tilbage. Verden sov. Brisen fra vest var dens åndedræt, og dønningerne, som løb blidt op ad stranden, var dens dæmpede puls.