Tak for Blicher-prisen.

Tale ved overrækkelsen den 22. juni 2005.

Af Vagn Predbjørn Jensen

 

En af mine tidligste litterære oplevelser, før jeg kom i skole, var, at jeg sad på min fars skød, mens han læste Hjorteridtet fra Blichers Røverstuen for mig. Da jeg kunne læse selv, fik jeg mit eget lille udvalg af Blichers noveller, illustreret af Poul Steffensen, og hele Røverstuen, Præsten i Vejlbye og De tre Helligaftener blev dele af min konkrete verden. Jeg kendte godt det sted, hvor det natlige vidne krøb op ad diget, bøjede buskene til side og så Morten Bruus grave i vores have.

Senere lånte jeg fars to binds Blicher-udgave og fik repertoiret udvidet. Tonen i novellerne talte til noget i mig, og i puberteten satte Blicher ord på landskabet omkring mig: de endeløse, farvefattige flader under den mægtige himmel med vandrende skyer.

Blicher blev min litterære ledsager i alle aldre. Han tålte at blive læst igen og igen, ja han blev bare bedre af det. Samklangen mellem Blicher og mig blev dybere, og jeg lærte efterhånden hans sjæl at kende. Han følte som en romantiker, men udtrykte sig med klassisk beherskelse, når han var bedst. Og han prøvede at holde sine domme tilbage, at indleve sig i menneskesind uden fordømmelse. Derfor virkede personerne så sande: Herr Søren Quist, Morten Vinge, frøken Sofie, præstens Jens, Hosekræmmer-familien eller den hykleriske præste-fortæller i Sildig Opvågnen. Og kun en dyb menneskekender vidste, at hosekræmmeren må gribe om bordkanten, da han ser Cecilies bejler nærme sig. Eller at Charlotte de Schinkel (i Eneste Barn) støder parasollen hårdt i gulvet, da hun bliver alene, efter at hendes tiggeri er blevet afvist.

Men også med hensyn til sindrig komposition (som i Hosekræmmeren) eller sproglig forfinelse var Blicher et unåeligt forbillede. Morten Vinge skriver om abilden: ”Den er også blevet gammel.” I det ene lille ord også ligger hele mandens livsløb og resignationen over de spildte muligheder gemt. Og Blicher var den første prosaist, der skildrede det sjælelige landskab. Heden i Hosekræmmeren er hver gang også en del af fortællerens sind, med samme stemning begge steder.

Blicher vidste, at en god fortælling aldrig bør ende der, hvor den slutter. Derfor skrev han disse formidable afslutninger, så historien sidder dirrende i hjertet, ligesom pilen i skiven, længe efter at skuddet faldt. Kun få kan gøre ham dette efter.

E Bindstouw er en rammefortælling, men rammen mangler til sidst. Folk i bindestuen tager ikke bare strikketøjet under armen og går hjem. Nej, her sluttes brat og dristigt med det bevægende digt Fåwal, Mari. Han ville ikke udvande sin afsked med læserne i sin sidste store mesternovelle.

Og geniale er de sidste otte linjer af Præsten i Vejlbye. Sjældent har man oplevet så megen intens dramatik på så kort tid, men fortalt med jysk sindighed. Hvert ord er valgt med omhu.

Niels Bruus bekender sin skyld for alt tyendet i herredsfogdens gård. Dette lille ord alt siger os, at Niels opsøgte enhver, selv hyrdedrengen ude på overdrevet. - Og herredsfogeden dør af en hjerneblødning, men her bruges det sjældne ord rørelse. Vi tænker på mandens gråd, men også på, at han er blevet BE-rørt, måske af skæbnens finger. - Heller ikke ordenes rækkefølge er tilfældig. Læs den sidste, malmfulde sætning langsomt og oplev, hvordan de væsentligste ord står til sidst og fuldender billedet ved gradvis at stille skarpt på stedet: ”men tirsdag morgen fandtes Niels Bruus liggende død uden for Ålsø kirkedør på den salige Søren Quists grav.”

Dengang sagde man ”min salig far” og mente dermed bare min afdøde far. Men her står der ”den salige”. Præsten bliver altså saligkåret som martyr, og måske oplevede den angrende Niels Bruus et forsonende mirakel i døden. Her har hvert ord i sandhed magt. Hvilken kunstner!

 

Om få dage er det halvtreds år siden, at Martin A. Hansen døde. På hans dødsdag begyndte jeg at skrive min første, håbløse novelle. For mig ligger der noget forunderligt i, hvad der sker netop i dag. 50 års stræben efter et uopnåeligt ideal belønnes overraskende. Jeg modtager Blicher-prisen. Den bærer navnet på en digter, som har fulgt mig gennem hele livet. På den danske prosaist, som jeg ser allermest op til. Man har ikke kunnet gøre mig nogen større glæde end at tildele mig netop denne pris. Af hjertet TAK.